Forældre og lærere skal sætte alarmismen over børns skærmbrug på pause

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

For nylig overhørte jeg en kort samtale mellem en far og hans fire-fem år gamle søn. Drengen, som var i sportstøj og havde en bold mellem hænderne, meddelte, at han ville hjem og spille fodbold. Det ville faderen dog ikke være med til: »Du har lige spillet fodbold i seks timer, du spillede også i går, og en gang imellem skal du altså lave noget andet.« Den udmelding faldt selvsagt ikke i god jord hos drengen, der tydeligt protesterede. Men til ingen nytte.

Det er ikke hver dag, at man møder børn, der er lige så engagerede i fodbold, men bortset fra det er der ikke noget odiøst i den lille episode. Et barn vil gerne noget, forældrene sætter en grænse, og verden går videre. Det er sådan, det er i langt de fleste familier, og det uanset om det drejer sig om fester, fjernsyn, slik, livretter eller sovetid. Men der er et område, hvor kompetente forældres dømmekraft åbenbart ikke er nok. For når det kommer til de efterhånden så forkætrede skærme, må man forstå, at der skal andre og skrappere midler til.

Det skyldes, får vi at vide, at skærmen medfører, at børn og unge mistrives. Det er den, der forhindrer dem i at gå ud i naturen. Og det er skærmen, der skaber isolation og ensomhed. Ja, skal man tro de højtråbende alarmister, og dem er der vist mange af, er det skærmen, der brænder børnehjerner af og gør det muligt for udenlandske spioner at overvåge børneværelset. Skærmen er, lyder det, selveste djævlens værk.

Efter diagnosen følger medicinen, som næsten altid er central regulering og forbud. Især de såkaldte techgiganter må lægge ryg til kritik og forlangender om yderligere kontrol. På samme måde rejses krav om, at skoler skal forbyde mobiltelefoner og sociale medier, for hvis bare de var væk, ville den ægte verden med al dens kærlighed og venlighed automatisk gro frem. Lærerne ville begynde at undervise på helt fantastiske måder, og børnene ville indgå i frugtbare naturfællesskaber. Det er i hvert fald det indtryk, man får.

Diskussionen er interessant, nej, lad os sige, forstemmende. Der tales om skærme, som om det var ligegyldigt, hvad der foregik på disse skærme. Der generaliseres på urimelige måder. Og der råbes ”alarm!, alarm!” så højt, at nuancerne forsvinder. Det er ærgerligt, for ligesom der helt evident er fælder ved den nye teknologi, så har den også sine positive sider. Man kan få viden om verden, styrke sociale relationer, danne nye fællesskaber og opdage overraskende aspekter ved tilværelsen. Men selvfølgelig, som så meget andet her i livet, får vi kun de positive aspekter frem, hvis vi lærer at bruge teknologien ordentligt.

Så ja, grænser er indimellem nødvendige. Men er det virkelig staten, der skal fjerne mobiltelefoner fra børnene, som om det var våben eller hård narkotika? Er det skolens opgave at fjerne teknologien fra børnenes hverdag? Og skal forældre virkelig føle skyld og skam, fordi deres børn spiller computer og er på sociale medier?

Nej. Vi bliver ikke bedre til at udnytte teknologiens gode sider ved at udstede generelle forbud, og vi bliver ikke klogere af en alarmistisk debat. Derfor ville det bedste være, hvis forældre, lærere og alle andre satte sirenen på pause og slog nysgerrigheden til. Og bliver det for meget og for usundt, sætter man selvfølgelig en grænse. Om det er nødvendigt, kan de fleste godt selv finde ud af at vurdere, når det gælder fodbold, og det kan de selvfølgelig også, når det kommer til skærme. Hvis ikke, må de sørge for at lære det.