Afhængighed er givet – tag den på dig!

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Julen varer lige til påske, og nu er den her. I år falder påskedag tilmed på den 9. april, som hvert år minder os om tyskernes besættelse af Danmark i 1940. Sammenfaldet peger hen på to slags afhængighed, som står i skyggen af al vores moderne frigørelsestrang: den timelige afhængighed af nationen og den evige afhængighed af Gud. Jeg ved selvfølgelig godt, at ikke alle læsere anerkender denne dobbelte gæld, nogle slet ingen af delene. Men at man ikke anerkender dem, betyder ingenlunde, at de er fiktive.

Nationen er det første store horisontale fællesskab efter familien og det lokale civilsamfund med naboer, foreninger, skoler, kirker osv. Nationalstaten er den politiske ramme om landets indre sammenhæng og velstand og forudsætningen for dens ydre forsvar. Tryghed, sundhed, uddannelse, infrastruktur, transport, retssystem og fængsler på den ene side; spioner, krudt, kugler og soldater på den anden. Det kan godt være, at internationale organisationer og institutioner kræver eller lover det ene og det andet. Men det er nationalstaten, der skal finansiere vores deltagelse i dem, uanset om vi taler EU, Nato eller FN. Pengene kommer ikke udefra, men hjemmefra.

Med Gud er det lidt mere speget, fordi den vertikale relation er så personlig. Måske behøver man slet ikke Gud for at være kristen, sådan som nogle mener med henvisning til, at kristendommen for længst har formet vores vaner og værdier. Selv ateister er intuitivt kristne uden at vide det. Men det hjælper med Gud. Tag det fra en, der har prøvet begge dele.

På samme måde er det en fordel at have en nationalstat at kunne placere sin naturlige sympatier i. En form, et sprog, en kultur, historie, genkendelige ritualer og traditioner. Så slipper man for at skulle bære alting på sine egne skuldre; man indgår i en sammenhæng og går ikke alene rundt i den globale landsby. Nationalstaten er en aflastning på samme måde som Gud. Et sted og øjeblik, hvor man ikke behøver være så fandens selvmægtig og fri.

Noget tyder på, at sansen for den dobbelte arv giver en vis jordforbindelse, hvorfor det slet ikke er så sært, at liberale og venstreorienterede mistrives, sådan som man hører om. De har jo fået bildt hinanden og deres poder ind, at målet i tilværelsen er at leve et frit og autonomt liv og være den bedste version af sig selv på de sociale medier døgnet rundt.

Sandheden er snarere den stik modsatte. Det giver mening at leve et liv med sin konkrete næste og erkende, at man ikke er perfekt – og derfor ikke behøver være så forhippet på at lykkes med alt. Som Rasmus Ulstrup har skrevet i det borgerlige netmedie Kontrast, så er den nye middelklasse gennemsyret af venstreorienterede værdier og krav om uafhængighed og selvrealisering. Det skaber, hvad han med et herligt ord kalder et kolossalt skuffelsespotentiale, som vi nu ser konsekvenserne af. Modsat hvad man let kunne tro, skyldes mistrivslen ikke manglende ressourcer. Tværtimod. Det er netop alle de progressive forventninger, der udgør problemet: »Du skal have et job, der giver status, du skal have en indkomst, der tillader at rejse til spændende destinationer flere gange om året, og du skal være trendsetter i mode, hårstil, og fremvise din kulturelle kapital ved at se de rigtige film og gå på de rigtige museer.«

Selvrealiseringen holder aldrig ferie. Liberale og venstreorienterede mennesker skal hele tiden imponere og ”udvikle” sig, og derfor er det et kærkomment kontrapunkt at læse romanen ”Studieår 1968” skrevet af den pensionerede gymnasielærer Niels Skovgaard (f. 1945). Formet som en dagbog rummer den en nøgtern beskrivelse af studieliv og kærlighed anno 1968, hvor fortælleren Jens netop er kommet fra Middelalderen og ind på universitetet. Her er der hverken nogen Gud eller noget fædreland, thi alting er blevet forhekset af politik og ideologi. Med verdenskrigene og eksistentialismen blev tilværelsen absurd og meningsløs; nu skulle den pludselig leve op til en ny marxistisk mening og kapitallogik.

Til alt held møder Jens kærligheden i form af Jette og føler sig hjemme i verden, som han indretter borgerligt med bolig, børn og fast arbejde. Det er ikke mål, der giver status på universitetet, men det giver mening for Jens og mange andre almindelige mennesker i den almindelige verden. Den berømmelse, han tidligere havde drømt om, skænker han ikke længere en tanke. Blandt de røde studerende er han en fremmed fugl: »Den barbariske undertrykkelse af befolkningen, som har fremkaldt venstrefløjens dybe indignation, har jeg svært ved at få øje på i den overflod, der omgiver os.«

Mere end 50 år er siden gået i hastigt trav. Den økonomiske marxisme er pist borte og afløst af en kulturmarxisme, når det gælder køn, klima, kernefamilie og meget andet. Men det væsentlige er stadig vigtigt. God påske!