Anden Verdenskrig måler både Putin og Vesten sig op imod

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Årsdagen for den tyske besættelse af Danmark er denne gang hverken hel- eller halvrund, så den passerer nok rutinemæssigt som mærkedag. Men ellers: Anden Verdenskrig er i den grad stadig med os.

Det vælter fortsat ud med bøger og film, og som reference til aktuelle kriser, for tiden Ukrainekrigen, er den uovertruffen. På mange måder står den måske stærkere i den kollektive bevidsthed, jo længere væk den rykker tidsmæssigt. Paradoksalt nok, i takt med at de sidste vidner fra dengang går bort.

Det kan skyldes, at den større afstand gør det lettere at bruge den store krig til, hvad man nu vil; at instrumentalisere den til egne formål og overbevisninger: Både Putin og Vesten bruger den i deres fortællinger i hver deres hensigt. Det viser bare, at ingen har patent på historien.

Men krigens fortsatte nærvær skyldes nok især, at den i sjælden grad fremstår som ”den gode krig”, som de allerfleste er enige om var nødvendig at tage trods de ufattelige dødstal og ødelæggelser. Hitler måtte besejres, så der kunne sættes en stopper for det civilisatoriske sammenbrud, han stod for. Der var ingen vej udenom.

Det er ikke mange krige, der så entydigt er stået mellem det gode og det onde, mellem frihed og slaveri, sort og hvidt. Enhver generation genopfinder historien og sætter den ind i sin aktuelle dagsorden. Nye historikere begynder forfra med de 12 år med Hitler. Sådan må det være, men reelt er der efterhånden ikke meget afgørende nyt at sige eller finde i arkiverne.

Det giver en tendens til, at nye bøger og ny forskning bliver stadigt mere specialiseret, undertiden let fortænkt, og koncentrerer sig om smallere emner. De store, brede fremstillinger er formentlig skrevet, men det er naturligvis stadig vigtigt at lede efter nyt og også nuancere forskningen med andre nye vinkler. Der skrives også stadig fremragende bøger om Antikken, selv om det meste også hér for længst må være sagt.

Men de seneste debatter på den helt store klinge om Anden Verdenskrig går snart langt tilbage: Historikeren Daniel Jonah Goldhagens påstand i 1990’erne om, at samtlige tyskere var helt med på, hvad han kaldte Hitlers eliminatoriske antisemitisme, altså massemordet på jøderne. Eller måske David Irvings teori i 1970’erne om, at Hitler ikke selv var involveret i processen frem mod Holocaust.

Selv i dagens Tyskland er de store principielle opgør om Hitler-tiden ved at være sjældnere – også selv om Det Tredje Rige som sådan formentlig fylder mere end nogensinde i efterkrigstiden. Tidligere begyndte hver ny generation forfra med debatten om, hvordan det kunne gå så galt. Man havde store historikerfejder, og forfattere som Günter Grass og Martin Walser stod i centrum for voldsomme opgør om moral, skyld og medløberi.

Det sker ikke så meget mere. Det meste er nok sagt. Men selve de 12 onde år er som moralsk markør mere nærværende end nogensinde, og det officielle Tyskland vedstår sig sit ansvar – især for at der aldrig må trækkes en slutstreg – stærkere end vist på noget tidspunkt.

Den mere specialiserede erindringskultur ses i øvrigt også af, at mindesmærkerne for krigens forskellige offergrupper bliver stadigt smallere.

Vi har lige lagt 80-året for det tyske nederlag ved Stalingrad bag os. Næste større markering må blive 80-året for Samarbejdspolitikkens sammenbrud herhjemme til august og dernæst vel de allieredes landgang i Normandiet næste år. Anden Verdenskrig går aldrig af mode.