Frygt virker. Det ved Mette Frederiksen om nogen

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Nu kender vi hende igen, Mette Frederiksen, der i løbet af valgkampen næsten var blevet lidt for sød og lattermild, men som bekendt er hvert et afslappet smil på statsministerens læber koreograferet og kontrolleret.

Og det virker efter hensigten. Hver gang.

Det samme gør den patosfyldte frygtretorik, som statsministeren brugte under coronakrisen, hvor hun så, at det virkede efter hensigten: Som en flok får på vej til slagtning rettede folket ind uden store protester, selv om mange af restriktionerne var fuldkommen tåbelige og meningsløse.

Men det lykkedes, for der findes ikke stærkere argument end frygt. Frygten er følelsesbåret, og fra skabelsens morgen er mennesket disponeret for at blive grebet af frygt – frygt for sygdom og død, undergang og opløsning.

Statsministeren udnyttede effekten af frygtretorikken og fik, uden om love og regler, nedlagt hele den danske minkavl, et helt erhverv – menneskers livsværk og levebrød. Minkskandalen, som Venstre og Moderaterne i lutter benovelse over og begær efter ministerbiler har fortrængt og i stedet tilsyneladende har taget frygtens retorik til sig – for uanset hvad Jakob Ellemann-Jensen bliver spurgt om i disse dage, svarer han, at »der er krig i Europa«.

De ser jo, hvordan Mette Frederiksen gør – og ingen modsiger, ingen griber ind, alle ser frygtsomme til som forleden, da hun på vegne af regeringen argumenterede for afskaffelse af store bededag.

»Jeg synes personligt, det er billigt sluppet som land med krig på eget kontinent,« sagde hun og tilføjede, at afskaffelsen af en helligdag var noget, hun gjorde »med meget rank ryg og med meget åbne øjne«.

Statsministeren får det til at lyde, som om russerne allerede står ved Kongeåen, og hun selv skal fægte med åben pande fra Marienborg – forsvare folk og fædreland. Eller rettere frelse folk og fædreland – for frygtretorikken er så højstemt, at det er dér, statsministeren får placeret sig selv – som statsmoderen, der udfrier sit folk. Folket, der har underkastet sig af frygt.

Selv i regeringsgrundlaget er frygten en slags underliggende bevidsthedsmodus: »Truslen er rykket tættere på. For at finansiere de øgede udgifter til forsvaret i de kommende år vil regeringen fremsætte et lovforslag, der afskaffer en helligdag, som træder i kraft i 2024. Danskerne skal bidrage til vores fælles sikkerhed.«

Tror hun (og regeringen) virkelig, danskerne er så dumme? Hvis vi bare afskaffer en helligdag, så holder vi fjenden fra døren.

Det er det rene vrøvl.

Forsvarsbudgettet i 2030 skal udgøre 2 pct. af bnp – en ikke særlig imponerende målsætning, eftersom vores omkringliggende europæiske naboer i årevis har betalt de 2 pct., som også vi har forpligtet os til i Nato.

Vi har bare aldrig levet op til det.

Nuvel – hvis land og rige virkelig stander i våde i en sådan grad, som politikerne påstår, så har vi brug for endnu flere nationale helligdage, der samler os. For frygt nedbryder mennesker og kulturer – og frygt må aldrig blive det bærende argument for noget som helst. Men der, hvor kulturen og menneskehjertet er tømt for troen på Gud, på den sande frelse i krybbebarnet i Betlehem, ja, da er det meget nemmere at give frygten plads – og underkaste sig den leder, der vil være vores moder, der vil vogte og værne os, så vi sover i tryghed og ro – og holde os i frygtens jerngreb.