Løkke er drømmen om den autoritære leder

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Der har aldrig på noget tidspunkt været fuldstændig opbakning til demokratiet i Danmark. Siden dets begyndelse har der altid været en strømning i befolkningen, der har efterspurgt en stærk leder, der kunne rydde op i ævl og kævl og træffe kloge beslutninger. Der er mange rødder til den tænkning, men den er på ingen måde perifer.

Tag bare Platons hovedværk ”Staten”, der netop udtrykker et ønske om, at magten ene og alene skal tilhøre en lille gruppe vise mænd. Det er velsagtens den mest betydningsfulde bog i Vestens historie næstefter Biblen.

I dagens Danmark bliver den stærke mand imidlertid først og fremmest identificeret med Hitler, Stalin og Mussolini, og enhver, der stiller sig op og råber til en forsamling om store forandringer, vil kun blive mødt med kuldegys. Den form for ledelse er vi blevet vaccineret imod. Derimod lever drømmen om den kloge leder, der kan føre den nødvendige politik, i bedste velgående.

Drømmen om den nødvendige politik er ikke mindst udbredt hos De Radikale, men har også godt fast i Venstre, De Konservative og Socialdemokratiet. Dem, vi også kalder magtpartierne. Nødvendighedens politik er idéen om, at der er en særlig sand politik. Den politik, som vi kan nå frem til, hvis vi sætter de klogeste mennesker til at styre Danmark uden indblanding fra særinteresser og folkelig tilslutning.

Som et par sociologier konkluderede i deres bog ”Magteliten: hvordan 423 danskere styrer landet i Danmark”, så forudsætter medlemskabet af den øverste elite, at man tilslutter sig en særlig konsensus. Og af samme grund er typer som Lars Seier og Asger Aamund langt væk fra den øverste elite. Selv om de ironisk nok er klogere, rigere og mere vidende om vores samfund end de fleste medlemmer af magteliten, har de ingen særlig indflydelse. Deres holdninger er nemlig ikke på midten. De afviger fra konsensus.

Det mytologiske begreb om ”midten” er tæt forbundet med nødvendighedens politik, men hvor nødvendighedens politik handler om at gøre ”det rigtige”, er midten pudsigt nok defineret ved sin negation af de politiske fløje. På midten har venstrefløjen ingen indflydelse. På midten har højrefløjen ingen indflydelse. Alle dem med holdninger og utilfredshed med tingenes tilstand er afskaffet som stemmer, man bør lytte til. ”Midten” er autoritær.

Og at sætte de politiske holdninger uden for indflydelse er netop Lars Løkkes projekt. Som statsminister ville han gøre, som embedsmændene og de store interesseorganisationer ønskede, men følte sig saboteret af sit parlamentariske grundlag. Hvorfor kunne de ikke bare lade ham være i fred? Han havde jo travlt med at gøre det rigtige for Danmark. Det var ikke muligt at føre den korrekte politik, når nogen havde ukorrekte politiske holdninger.

Præmissen for Lars Løkkes projekt er i øvrigt forkert, hvilket hans egen politik er det bedste eksempel på. Med teknokrat-arrogance stod han selv i spidsen for nullernes ”nødvendige” reformer af kommuner, skoler, politi, gymnasie, retskredse, universiteter og meget mere. Med rådgivning fra eksperter og de dyreste ledelseskonsulenter blev den offentlige sektor smadret. Man skal ikke gøre sig nogen illusioner om eliternes evner til at styre landet. Platons filosofkonger findes ikke.

Men først og fremmest er Lars Løkkes projekt antidemokratisk. Demokrati er ikke en mekanisme til at finde sandheden om, hvordan et land skal styres. Demokrati handler om inddragelse. Om samtale. Om deling af magt. Om repræsentation. Alt det, som Lars Løkke kæmper imod.