Sorte nuancer i Sverige med et strejf af Houllebecq

Dønningerne fra det dramatiske svenske rigsdagsvalg har rejst en masse ubesvarede spørgsmål. Det første og mest akutte er, hvorvidt der kan dannes en borgerlig regering, som både tilgodeser de tre traditionelt liberale partier – Moderaterne, Liberalerne og Kristendemokraterne – og de mere konservative Sverigedemokraterne, der med mere end 20 pct. af vælgerne er blevet for store til, at nogen kan ignorere dem; ikke engang medierne. Det næste er, hvad Socialdemokraterne stiller op. De er fristede af at efterligne Sverigedemokraternes udlændingepolitik, men må sande, at vælgermasse i deres eget parti bliver mere og mere ikkeeuropæisk.

Samtidig kan vi konstatere, at unge svenskere stemmer borgerligt på en måde, vi slet ikke kender i Danmark. Det skyldes formentlig, at de mærker konsekvensen af årtiers galopperende indvandring på egen krop i skole, fritid og byliv, herunder vold, bander og muslimsk separatisme. De stemmer derefter.

Statistikken fortæller os, at 2 mio. svenskere er født uden for Sverige, og at en tredjedel af befolkningen har mindst én forælder med ophav uden for Sverige, der for blot en generation siden var Europas mest homogene samfund. Det er slut og kommer aldrig igen. For som rap- og reggaemusikeren Timbuktu med afroamerikansk far og svensk mor skrev på Instagram kort efter valget: »Tiden, godheden og demografien er på vores side!« Beskeden var henvendt til alle i Sverige med »sort eller brun hud«.

Aldrig har der været så meget ”dem og os” som på venstresiden i svensk politik, kultur og underholdning. De sorte mod de hvide. De gode mod de onde. Demokrater og internationalister mod fascister og trumpister. Valgnederlaget er fremkaldervæske for den sorteste identitetspolitik i mands minde.

I skyggen samler landets første islamiske parti op til 30 pct. af stemmerne i indvandrertætte forstæder. Det kalder sig Nyans, men er præcis det modsatte og ser Sverige som et entydigt islamofobisk og racistisk land, idet partiet anført af Mikail Yüksel ønsker at indskrænke ytringsfriheden, give positiv særbehandling til muslimer og sorte, frede islamiske fri- og koranskoler og ansætte flere muslimer i politi og sikkerhedspoliti. Det er et program, der kombinerer burka, flerkoneri og infiltration med Ikea, kanelgifler og overførselsøkonomi. Partiet har desuden tråde til den tyrkiske præsident Erdogan.

Det, der for alvor gjorde Nyans kendt i den brede offentlighed, var partiets deltagelse i en demonstration i Gøteborg, hvor talere påstod, at de svenske myndigheder kidnapper muslimske børn fra deres forældre og anbringer dem i sekulære surrogatfamilier, der udnytter dem seksuelt. Løgnen, hvis motiv ifølge svenske myndigheder var at skabe polarisering i Sverige, gik som varmt brød i den arabiske verden via Youtube og Al Jazeera og øgede partiets opbakning blandt vælgere med mellemøstlige rødder, som godt nok geografisk opholder sig i Sverige, men ikke mentalt og kulturelt.

Partidannelsen synes som taget ud af den franske skandaleforfatter Michel Houllebecqs bestseller ”Underkastelse”, hvor et parti, der ligner Nyans til forveksling, bliver så stort, at det kommer med i regering. Året er 2022, her skød Houllebecq forkert. Men hans fortælling om menneskelig opportunisme, magelighed og et dæmonisk tidehverv rammer ned i en måske ikke så fjern fremtid, hvor et nyt muslimsk parti med 20 pct. opbakning inviteres ind i varmen af slagne socialister og pæne borgerlige partier, der har brug for en ny alliance for at forhindre højrefløjen i at vinde præsidentembedet.

Det hele er fiktion, men den er urovækkende. Thi med dannelsen af den nye regering falder arbejdsløsheden, det samme gør kriminaliteten, fordi myndighederne indleder et tættere samarbejde med banderne, men erhvervslivet fredes – til de borgerliges beroligelse. De kan beholde deres penge.

Det er ikke økonomi, der interesserer det sejrende muslimske parti, men åndelige værdier og kynisk demografi. Dhimmien, altså ikkemuslimer, behandles modsat, hvad Koranen foreskriver, ikke slavelignende, men må være »fleksible« og forberedte på visse forandringer i et land, der har været plaget af århundreders kamp mellem venstre og højre – og nu i stedet stræber efter en »ny og samlende humanisme« i pagt med patriarkatet. Her bliver kontrollen med uddannelsessystemet og reproduktionen et knudepunkt for den muslimske nyordning.

Vist så, det er et fiktivt Frankrig. Men hvad så med virkelighedens Sverige? Er det for sent at standse ulykken? Og hvem er svenskerne egentlig i dag og i morgen?