Du gamle, du frie – der er lang vej, for du er kun nået til første del af værdikampen

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Du gamle, du frie, du bjergrige nord – din drøm er brast, din ideologi har tabt, dit hovmod er faldet. Ja, det svenske hovmod er faldet. Det må være en rimelig delkonklusion på det historiske svenske valg, der endnu ikke er helt afsluttet. For uanset hvordan det endelige resultat bliver, er Sverigedemokraterne med sine 20,7 pct. det næststørste parti i Rigsdagen.

Sverigedemokraterne med Jimmy Åkesson i spidsen blev opgørets og virkelighedens stemme i Sverige og lover at sætte skik på indvandringen og bandekriminaliteten og aflive drømmen om det multikulturelle, der viste sig at være en tragedie. Men også oppositionslederne har haft opgøret med skyderier og bandekriminaliteten som en af deres mærkesager – de har sådan set heller ikke rigtig noget valg, hvis de vil beholde virkelighedsforbindelsen til svenskerne – for blodet flyder bogstavelig talt i Sveriges gader.

Ved udgangen af juli var skyderierne allerede oppe på 232 – godt på vej til at slå rekordåret i 2020 med 379 skyderier. Sidste år blev 45 dræbt af skud – forleden blev en ung, uskyldig, tilfældig kvinde skudt i maven i et S-tog – det er såmænd bare hverdag i Sverige, det gamle, det frie land med europæisk rekord i skyderi og drab.

For eksperimentet slog fejl. Og mens man rystes over de svenske tilstande, er det svært ikke at høre genklangen af tidligere statsminister Fredrik Reinfeldts berømte ord om, at Sverige skulle stræbe efter at blive en »humanistisk stormagt«. Intet mindre. Men humanismens blændværk havde de borgerkrigslignende tilstande, opløsningen, splittelsen, frygten og underkastelsen med sig – den svenske borger må tilpasse sig indvandringen – ikke omvendt.

Barmhjertighedsstaten åbnede grænserne, hele verden kunne få hjemme i Sverige, indvandring blev til invasion, og den svenske virkelighed er ændret radikalt, og man kan kun frygte: for altid. Det er i hvert fald svært at se, hvordan svenske politikere skal få genrejst Sverige – selv om de har smidt den superhumanistiske asylpolitik og hele barmhjertighedsbaduljen på historiens mødding.

For Sverige levede for en ideologi, en sag, de kaldte den næstekærlighed, og den skulle give Sverige en identitet og en betydning som den store menneskehedens velgører. Alene i tanken om, at Sverige skulle kunne klare noget, ingen andre var i stand til, ligger en uhyggelig selvovervurdering og selvglæde, et menneskeligt hovmod og en hån mod mennesket.

Og det er dét, der er ondets rod: menneskesynet. Den humanistiske supermagt brugte mennesket på at øve sig i godhed – dyrkede sine egne ideologiske forestillinger om, hvad et menneske er. Mennesket blev ofret som materiale for at virkeliggøre den ædle drøm om en stor menneskehed – en stor global blandingsbefolkning, hvor nationalitet, kultur, ophav og religiøst eksistensgrundlag ikke betød noget. Og indbildningen om, at kun det gode i mennesket findes – gav ondskaben råderum. Og nu dør mennesker i Sverige på grund af en ideologi, der foragtede virkeligheden og mennesket.

Så, du gamle, du frie, der er lang vej endnu. Du er kun nået til første del af værdikampen, der ganske enkelt handler om at opretholde lov og orden, standse indvandringen, slå ned på kriminaliteten, rive beton ned, sende folk hjem. Anden del handler om jer selv, selvopgøret. Hvad er der tilbage i Sverige at leve på, når ideologien er død? Hvem er I? Hvad er jeres væsens rod? Hvad kommer I af? Hvor er jeres historiske efterklang – hvor er jeres hjertelyd? Jeg håber, I kan finde den – ellers har I tabt.