Fortsæt til indhold
Kommentar

Østersøsamarbejdet har fået comeback

Lykke Friisdirektør for Tænketanken Europa

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

I de senere år har Østersøarbejdet været meget lavprioriteret. Hvor Danmark tidligere havde store ambassader i Estland, Letland og Litauen, droslede vi markant ned efter EU- og Nato-udvidelserne. Nu var den sag ligesom klaret. Sverige og Finland satsede derimod massivt – også erhvervsmæssigt – i Estland og Letland.

Imens blev Uffe Ellemann-Jensens Baltic Development Forum lukket. Og åbenbart var der heller ikke den store grund til at holde en af hans andre opfindelser, nemlig Østersørådet, i gang med nye aktiviteter. Det Østersøråd, som Ellemann-Jensen startede med sin tyske kollega Hans-Dietrich Genscher i 1992, holdt faktisk ikke møde på udenrigsministerniveau i hele ni år. Først i maj 2022, altså efter Ruslands invasion af Ukraine, samledes ministrene i Kristiansand i Norge.

Og netop krigen er grunden til, at den danske regering er ved at sadle om, og at en ny regering bør gøre det samme. Det er simpelthen blevet tid til at give samarbejdet en renæssance, nu hvor sikkerhedstruslerne desværre er vendt tilbage. Heldigvis er der også ny dynamik. Ministrene er som nævnt begyndt at mødes igen, og på tirsdag har statsminister Mette Frederiksen inviteret hele regionen til Bornholm for at diskutere, hvordan vi går i gang med udbygning af havvind i Østersøen. Blandt deltagerne er også EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, og energikommissæren.