Juridisk kønsskifte er ikke bare en fiks idé

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Den seneste tid har mange talt om, hvorvidt børn skal have lov til at foretage juridisk kønsskifte, og i givet fald, hvad aldersgrænsen herfor skal være. Debatten tog en drejning, da journalist Nynne Bjerre Christensen i et debatindlæg her i avisen gjorde sig til fortaler for, at børn ikke bør få lov til at få foretaget juridisk kønsskifte. Hun finder sin argumentation i sin egen historie, idet hun som barn brændende ønskede sig at være dreng og gjorde alt for at ligne en dreng. Men da puberteten satte ind, og hormonerne bragede løs, begyndte hun »så småt at se perspektivet i at være en pige«, som hun skriver.

Nynne Bjerre Christensens historie er af mange blevet brugt som argumentation for, hvor farligt det kan være at tillade børn juridisk kønsskifte. Tænk, hvis det havde været muligt, da Nynne Bjerre Christensen var barn, og hun derfor ikke havde kunnet få lov til at vokse op til at blive den kvinde, hun i dag er glad for at være!

Der er bare tre problemer med præmissen for Bjerre Christensens indlæg, som vi bliver nødt til at adressere.

For det første er et juridisk kønsskifte en ren administrativ øvelse. Hvis et barn måtte ønske at skifte juridisk køn, får barnet et nyt cpr-nummer, og mange vil typisk også foretage et navneskifte. Alt skal i øvrigt ske med forældrenes tilladelse, indtil barnet er 15 år – sådan lyder i hvert fald det aktuelle forslag fra regeringen. Det betyder også, at skulle den unge, når puberteten indtræffer, pludselig se idéen i at være det køn, han/hun er født som – som tilfældet altså var for Bjerre Christensen – så er det også alene en administrativ øvelse at ændre cpr-nummer og navn tilbage. Vi taler jo ikke om hormonbehandling. Der er altså en væsentlig forskel.

For det andet kan man spørge, hvilket barn vi som samfund bør tage mest hensyn til? Det barn, som administrativt ændrer sit cpr-nummer, og som efterfølgende fortryder og ændrer tilbage igen? Eller det barn, som i årevis føler sig fanget i en ”forkert” krop, og som må lide herunder, fordi samfundet ikke accepterer, at man kan føle sådan, når man er barn? Skal vi tage hensyn til et barn som Nynne Bjerre Christensen, der, havde hun fået foretaget et juridisk kønsskifte, kunne have ændret dette tilbage uden andet besvær end et swipe på NemID? Eller skal vi tage hensyn til det barn, som mistrives, føler sig forkert, ofte ender i skolevægring og isolation, fordi omverdenen ikke forstår, og det politiske system ikke anerkender hans eller hendes behov? Jeg ved godt, hvor min sympati ligger.

For det tredje indtænker Bjerre Christensen slet ikke fagkundskaben, som jo bør spille en central rolle i de tilfælde, hvor et barn ønsker at skifte juridisk køn. Her må eksperter inddrages for at tale med både barnet og barnets forældre for at perspektivere og stille de spørgsmål, som måske får barnet til at tænke sig om en ekstra gang og for at give råd og vejledning til processen.

Det er klart, at det altid er en god historie, når vi bruger vores egne erfaringer til at argumentere for et politisk emne. Det er også farligt, al den stund vores erfaringer er personlige og subjektive, hvorfor vi bør være varsomme med at generalisere ud fra dem.

Vi skal som samfund tage særligt vare på dem, der har det sværest. Derfor bør vi også tillade juridisk kønsskifte til børn. For mange kan det være, det bare er en fiks idé, som de senere omgør. For andre kan det have livsvarig betydning for deres trivsel og mentale helbred.