Fortsæt til indhold
Kommentar

Regeringens politik gør danskerne fattigere

Ingen fortærskede politiske floskler kan skjule fakta. 9 af 10 indkomstgrupper er gået tilbage i deres disponible indkomst

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Vi er nu tre år henne i den nuværende S-regerings levetid. En regering, som lever af støtten fra socialisterne i SF og kommunisterne i Enhedslisten. Og det stopper ikke der.

Selv langt helt inde i Socialdemokratiet er de magtfulde poster nu besat af socialister og kommunister. Man skal blot sige navnene Pernille Rosenkrantz-Theil, Astrid Krag, Jesper Petersen og Mattias Tesfaye. Fire centrale ministre i en S-regering, som samtidig er fuldstændig afhængig af SF og Enhedslisten.

Og det kan ses på den førte politik.

Nu kan man pludselig ikke bruge det hidtidige anerkendte begreb gini. Det gjorde man ellers selv i stor stil, da man sad som opposition. Men nu må vi alle forstå, at dette begreb er ganske ubrugeligt.

9 af 10 indkomstgrupper er gået tilbage i deres disponible indkomst. Ja, den eneste gruppe, som er gået frem, er den næsthøjeste. Tænk lige over det. Stort set alle indkomstgrupper har mistet grundet politiske beslutninger fra denne regering og dets støttepartier. Det er faktisk ganske vanvittigt.

Nu tænker folk måske: Jamen, er S, SF, og Enhedslistens politik ikke at gøre noget for dem med mindst?

Det korte svar er nej, det er det ikke, og det har det faktisk ikke været i mange år. Fokus er på systemet og på magten. Fokus er på at styrke de instanser, organisationer, medier og interessegrupper, som vil arbejde for dette.

Uligheden er også steget. Stik imod, hvad man lovede danskerne. Det er selvfølgelig ikke sjovt for regeringen og især støttepartierne, men det har man tilsyneladende fundet en løsning på.

Man taler blot begrebet ned. Nu kan man pludselig ikke bruge det hidtidige anerkendte begreb gini. Det gjorde man ellers selv i stor stil, da man sad som opposition.

Men nu må vi alle forstå, at dette begreb er ganske ubrugeligt. Sjovt nok hører man pludselig ingen kritik fra fagbevægelsen over det faktum. Samme fagbevægelse, som indrykkede annoncer, da det skete under den tidligere regering. Men det må vi jo alle forstå var noget helt andet.

Men ligegyldigt hvordan de forskellige spindoktorer og pressefolk forsøger at skjule det, så kan de ikke. Denne regering har gjort 9 af 10 indkomstgrupper fattigere.

Gad vide, hvornår medierne begynder at beskæftige sig med det?