EU gør ikke noget godt for Europa

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

I politiske kredse har begejstringen for unionen altid været større end i befolkningen. At være tilhænger af EU er derfor et udpræget elitesynspunkt. Af samme grund anbefaler Fagbevægelsens Hovedorganisation at afskaffe forsvarsforbeholdet. Ikke fordi det på nogen måde er relevant for lønmodtagerne, men fordi det er et magtelitesynspunkt.

Der er ikke noget i vejen med at være med i magteliten. Vi andre skal bare ikke tro, at den nødvendigvis har ret. Den er nemlig først og fremmest konform. Den sætter ikke nogen selvstændig retning for Danmark og er blottet for intellektuel nysgerrighed. Derfor har den også svært ved at skifte kurs og indrømme, at den tog fejl.

Magtelitens ufravigelige opbakning til EU er et godt eksempel på dens manglende intellektualitet. Her er den herskende ortodoksi, at EU er godt for den økonomiske vækst. Det på trods af den indlysende meget lave vækst, som EU-kernelandene har haft i årtier, og at forskningen i øvrigt ikke kan finde en sammenhæng mellem EU og vækst.

Da magteliten forsøgte at få Danmark med i euroen, fortalte den samstemmende en historie om, at Danmark ville være økonomisk dårligere stillet uden. At man egentlig skulle være lidt smådum for at stemme nej. Ikke fordi eliten havde ret. Rent teoretisk giver det slet ikke mening at have en fælles valuta for et så forskelligartet område som Europa, men langt værre var den konkursrisiko, som euroen har medført. Nogen husker måske statsgældskrisen, der var kataklysmisk ødelæggende for eurolandene. En selvskabt krise. En krise, der ikke havde fundet sted uden euroen.

Selv ikke i dag forstår medlemmerne af magteliten deres egen fejltagelse. Hvordan de fyldte verden med bedrevidende falskhed. De har end ikke reflekteret over, hvor katastrofalt de tog fejl. Og hvordan de kollektivt kunne bilde sig selv ind at være klogere end flertallet.

Den manglende eftertænksomhed er faktisk blevet til et adelsmærke for politikernes tilgang til EU. Det ser vi eksempelvis i brugen af udtrykket ”politisk lederskab”, der nøgternt betyder at gå imod befolkningens ønsker og udvide unionens magtbeføjelser. Angiveligt i den større sags tjeneste. Ligesom når magteliten åbenlyst taler usandt. Ikke bare om euroen, men ved hver eneste EU-afstemning. De må godt lyve, for målet helliger midlet.

EU er en reaktion på Anden Verdenskrig og bygger på en advarende fortælling om befolkninger, der gik amok i nationalisme. Den nationale følelse er stærk, primitiv og farlig og skal derfor tøjles med en overstatslig politisk konstruktion. På lang sigt skal EU derfor erstatte nationerne med et Europas Forenede Stater. Det var udgangspunktet for unionen, og i dag er det den dominerende tænkning i Bruxelles.

Analysen er selvfølgelig falsk. En nærmest ahistorisk læsning af Anden Verdenskrig, der handlede om imperier snarere end nationalstater, og enhver fritænkende intellektuel ved i dag, at nationalstaten er den mest stabiliserende og fredsskabende politiske institution i verden.

Problemet er som nævnt, at magteliten ikke er selvkorrigerende. Den fortsætter blindt ned ad et imperialt EU-spor, hvor svaret på ethvert politiske problem er mere centralmagt. Politisk lederskab er at bruge en krise til at skabe mere EU. I Bruxelles taler de derfor om behovet for en EU-hær. I Danmark vil politikerne mere beskedent bare af med forsvarsforbeholdet og hævder (temmelig komisk), at en EU-hær slet ikke kommer til at ske. De er som sædvanlig ligeglade med sandheden. Det er misinformation i den gode sags tjeneste.

Jeg aner ikke, hvad man skal gøre for at redde Europa fra EU. Politikerne vil have mere union, koste hvad det vil. Dermed bevæger vi os langsomt mod katastrofen. På et tidspunkt når vi befolkningernes smertegrænse, og så får vi desværre ikke en langsom tilbagerulning af magten til de nationale demokratier. I stedet får vi et sammenbrud og kaos. Vi kan kun håbe, at magteliten besinder sig. Tager ved lære af historien og indser det anakronistiske i at skabe en overstatslig politisk konstruktion. At nationalstaterne slet ikke var fjenden, men derimod det liberale demokratis egentlige fundament.

Der er ikke meget, vi andre kan gøre. Men vi kan dog stemme nej til at afskaffe forsvarsforbeholdet.