Moder Stat beskytter borgeren – mod borgeren selv

Der er såmænd ingen grund til at betvivle de gode intentioner i regeringens sundhedsreform: Danskerne skal blive sundere, og regeringen skal nok hjælpe de dumme borgere med hvordan.

”Gør Danmark sundere” hedder det ikke så lidt umyndiggørende reformudspil, hvor regeringen blandt andet ønsker at hæve grænsen for salg af alkohol til 18 år – til trods for at danske unge drikker mindre end for nogle år siden. Cigaretpriserne skal stige (igen), og endelig ønsker regeringen sig en såkaldt ”nikotinfri generation” – det vil sige, at ingen unge født i eller efter 2010 skal have mulighed for at købe nikotinprodukter. Altså: aldrig nogensinde. Heller ikke når den unge gut er blevet en granvoksen mand på 45 år, skal han inden for lovens rammer kunne købe 20 blå Kings.

Hvis man som politiker virkelig gider at have så ligegyldige ambitioner som en røgfri menneskehed, ja så er vi allerede godt på vej: I 50’erne røg over halvdelen af befolkningen – i dag ryger 13 pct. af danskerne. Jeg er helt med på, at rygere koster samfundet penge, men i et velfærdssamfund ligger vi alle sammen hinanden til last og udgift – vi finansierer hinandens fertilitetsbehandling og brækkede ben fra skiferien, vi punger ud til hinandens børnepenge, efterløn, kontanthjælp, SU, fængselsophold, integrationsydelse og alt muligt andet. Det gælder også kræftbehandling af folks tjærede lunger – sådan er det.

Vi er hinanden et dyrt bekendtskab, og staten inddrager hver måned en klækkelig sum af vores penge for at finansiere gildet – men regeringens sundhedsreform er det klareste vidnesbyrd om, at velfærdsstaten også inddrager mere og mere af borgernes frihed og ansvar. Og det tillader man sig kun, hvis man helt grundlæggende ideologisk forestiller sig, at mennesket er statens menneske – statens ejendom.

Vejen til Helvede er som bekendt brolagt med undskyldninger, mens vejen til formynderstatens udfoldelse er brolagt med intentioner, omsorg og kærlig vilje på borgernes vegne – og regeringen lader ingen med småkommunistiske tilbøjeligheder noget tilbage at ønske. Der er ingen tvivl om, at der blandt mange unge danskere hersker er en usund drukkultur, men kan det virkelig være statens opgave at tage vare på og ansvar for, at alkohol bliver adgangsbilletten til socialt samvær? At unge ikke kan komme igennem weekenden uden at være marineret i alkohol og hugge så mange bajere og shots i sig, at de ikke kan stå på benene, bliver udsatte og til fare for dem selv?

Nej, det er selvfølgelig forældrenes pligt og ansvar. Det er forældrene, der skal tage de irriterende, alvorlige samtaler med familiens unge, og civilsamfundet, foreningslivet og uddannelsesinstitutionerne bør påtage sig at sætte rammer og retning for unges samvær.

Men det er, som om vi fuldstændig har opgivet os selv og evnen til at tage ansvar for os selv, vores eget liv, vores egen sundhed – og vores egne unge. Uden at overveje de vidtrækkende konsekvenser tillader vi statens indgreb i borgernes frihed og derved en udvidelse af politikernes magtanvendelse – og under et påskud om omsorg tildeler politikerne sig selv rollen som folkeopdragere.

I stedet for at beskytte borgeren mod ufred og elendighed beskytter politikerne borgeren mod borgeren selv. Mod borgerens dårlige vaner og manglende rygrad. Og ingen yder modstand. Ikke engang de borgerlige partier, med enkelte liberale undtagelser, er for alvor på hælene over regeringens umyndiggørelse af borgeren og detailregulering af borgerens liv. For det gør de jo selv, de borgerlige – som om de er blevet bidt af en gal velfærdsideolog og solgt ud af alt det borgerlige arvegods: den personlige frihed, pligt og ansvar.