Nato har været garant for fred siden Anden Verdenskrig

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Var der brug for en forsvarsalliance efter Den Kolde Krigs afslutning? Når nu Warszawa-pagten var fortid, så var der vel heller ikke brug for Nato længere? Sådan var der mange, der tænkte efter Murens fald. Jeg husker det udmærket.

Og sådan var der såmænd også en del, der tænkte allerede under Den Kolde Krig. F.eks. i 1980’erne, da Socialdemokratiet pressede den daværende borgerlige regering under ledelse af statsminister Poul Schlüter med den berygtede fodnotepolitik.

Frygten for atomkrig var stor, og mange mente, at Nato skulle gå forrest med at afruste. Historien viste, at de tog fejl.

Man kaldte præsident Reagan en gal mand og »tredjerangsskuespiller«, men sandheden var jo, at stjernekrigsprojektet og andre forsvarstiltag var medvirkende årsag til, at Sovjetunionen tabte pusten i våbenkapløbet.

Og at det igen var en medvirkende årsag til Sovjetunionens og kommunismens fald i Europa.

Men efter Den Kolde Krig vurderede man, at der fortsat var brug for Nato, og de tidligere undertrykte befolkninger i Østeuropa så Nato som det bedste værn mod en eventuel fremtidig trussel fra Rusland.

I dag ser vi, at beslutningen var den rigtige. Det kan måske diskuteres, om Natos udvidelse skete for hurtigt. Men det kan ikke diskuteres, at det var den rigtige. Det viser Ruslands helt uacceptable invasion af et selvstændigt land med en folkevalgt regering. Noget lignende er ikke sket i Europa efter Anden Verdenskrig.

Ruslands stormagtsambitioner stoppede ikke efter Sovjetunionens sammenbrud, men fik tværtimod ny næring under præsident Putin, som i sin stærkt tiltagende magtfuldkommenhed end ikke viger tilbage for en anden nations grænser.

Er der mange nuancer? Utvivlsomt. Er der mange mellemregninger i det historiske forhold mellem Rusland og Ukraine? Ja, det er der selvfølgelig. Men når et land påbegynder en invasion af et selvstændigt land som Ukraine og påfører civilbefolkningen ufattelige lidelser, skal alle nuancer og mellemregninger lægges til side.

Vi skal ikke ”forstå” noget som helst ved den russiske politik, før russerne uden et eneste forbehold trækker alle tropper ud af Ukraine og ophører med at true ikke blot Ukraine, men samtlige naboer. Ingen skal forhandle med en pistol for panden. Trusler og diplomati hører ikke sammen.

Men netop Nato garanterer frie nationers rettigheder.

Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at præsident Putin udmærket ved, at Natos grænser er ukrænkelige, og at konsekvenserne af at overtræde dem vil være voldsomme. Med andre ord ved Putin udmærket, hvor grænsen går. Derfor skal vi glæde os over Nato.

Vi skal glæde os over sammenholdet i vores frie verden bestående af demokratier. Det er nemlig vores bedste værn mod de historiske galninge, som fra tid til anden ”popper” op på historiens tavle af begivenheder og sammentræf.

Da Hitler invaderede Tjekkoslovakiet, Polen og andre, var der intet Nato. Men der var indtil sidste ende en fodslæbende forsamling af demokratiske nationer, som indtil det sidste valgte at tro på »fred i vor tid«, som den britiske premierminister Neville Chamberlain formulerede det.

Først da krigen var en realitet, var det hele for sent. Nato er et værn mod en gentagelse af historien. Med klare, ukrænkelige grænser.

Alle mine tanker går til den tapre ukrainske befolkning, hvis bedste- og oldeforældre kan fortælle historien om den store hungersnød, som kostede millioner af mennesker livet i 1930’erne, og som kan huske Anden Verdenskrigs rædsler – og i nyere tid at leve i skyggen af Tjernobyl-katastrofen.