Wokeness bliver borgerlighedens død

Nu er også De Konservative med på den værste: De vil gøre det muligt for transkønnede børn at skifte navn helt ned til 12-årsalderen uden forældrenes samtykke – hvis barnet identificerer sig med et andet køn end det biologiske – altså Søren bliver til Sofie eller omvendt. Vel at mærke uden hverken juridisk eller biologisk at ændre køn.

Sproget er altså, som Marianne Stidsen skriver i sin seneste bog om ”Køn og identitet – et spadestik dybere” ikke længere virkelighedsrepræsenterende, men virkelighedsskabende – og kønsneutraliseringen begynder med neutralisering af navnene.

I samme åndedrag skal det være lettere for en transkønnet forældre at skifte titlen som far ud med mor – og omvendt. Og De Konservative imødekommer forslaget med det helt utrolig dårlige argument, at de er »nødt til at følge med tiden«, siger Birgitte Klintskov Jerkel og tilføjer, at de er »opmærksomme på de strømninger, der er i samfundet«.

Ja, det må man sige, og de flyder bare med den bevægelse, der breder sig fra venstre mod højre i det politiske landskab, nemlig wokeismen. I Venstre har det åbenlyst og meget længe været galt – helt ukritisk har man nikket ja til juridisk kønsskifte for børn, muligheden for såkaldt medfaderskab, og så sent som forleden ytrede partiets ligestillingsordfører, Maja Torp, og Fatma Øktem (MF) i nærværende avis ønske om »seksuel dannelse«, læs: en kønsideologisk seksualundervisning i gymnasierne med alt det bedste fra både LGBT+ og MeToo-bevægelsen og støtter Sex og Samfunds normkritiske indoktrinering af de unge. Også Venstre stemte for øremærket barsel til mænd, og progressive liberale kvinder ytrer sig kritisk i forhold til moderskab, kønsroller og kødgryder.

Ja, Venstre er woke, og »Venstre skal være mere woke«, og som Venstrekvinden Camilla Søe fastslog i Berlingske i forbindelse med nomineringen af hende til Fonsmarksprisen på den baggrund, at hun under #enblandtos har taget et opgør med sexisme i det politiske miljø. Woke-Venstre – og ingen Venstrefolk protesterer, og de, der ville gøre det, er skredet for længst. Liberalismen løb løbsk, og Venstre er fortabt til en venstreorienteret ideologi, der har sine idéhistoriske rødder i marxismen. Og resten af borgerligheden følger med – kun enkelte stemmer, bl.a. Henrik Dahl, evner og vover at forholde sig kritiske og intellektuelt til den bekymrende bevægelse, der tilsyneladende har fået fodfæste på de blå gange.

Hvad har de borgerlige tænkt sig? Er deres woke-begejstring et forsøg på at nå alle de unge byvælgere, der traditionelt set hører til på venstrefløjen? Eller vidner det ganske enkelt om, at borgerligheden lige siden de rødes fremmarch i 68 har solgt så meget ud af sit åndelige arvesølv, at de ikke længere har nogen modstandskraft over for de store ideologiske bevægelser? Jeg tror, desværre, det sidste. Der er ikke noget galt med, at »følge med tiden«, men det kan man som borgerlig kun, hvis man er rodfæstet i et grundsyn på mennesket og verden, hvor det er kulturen og kristendommen, det nationale og de nedarvede normer, den almene dannelse, der skaber identitet, sammenhængskraft og det demokratiske samfund, som generationer før os har opført.

Men alt det, som den konservative kronjuvel, generationskontrakten, handler om, har de smidt i kakkelovnen, og sammen med Venstre, Danmarks liberale parti, åbner de dørene for en illiberal venstreradikal kulturrevolution, hvis endemål er det køns- og identitetsopløste samfund. Kære borgerlige venner! I vinder ikke noget, heller ikke valget, ved at være woke, men I taber jeres borgerlige sjæl. Eller resterne af den.