Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Sex og Samfunds udgave af seksualundervisning på gymnasierne er en farlig ideologisk trojansk hest

Wokeisme og kønsbias har erobret seksualundervisningen. Det kan kun ende galt.

Seksualundervisning skal på skoleskemaet i gymnasiet, hvis det står til tusindvis af elever, der forleden nedlagde undervisningen. Seksualundervisning, men ikke i klassisk forstand om helt elementære kønsbiologiske forhold. Nej, ifølge Danske Gymnasieelevers Sammenslutning har gymnasieelever brug for at lære om kønsidentitet, seksuelle grænser og seksuel dannelse.

Hvem er de såkaldte ofre for puttemiddage, hånd på lår, uønskede seksuelle kommentarer og tilnærmelser? Pigerne, kvinderne. Altså er drengene, mændene, de slemme, de grænseoverskridende – de er krænkerne.

Gymnasieeleverne er tidsåndens børn og afspejler de store identitetsideologiske bevægelser, der hærger samfundet. Og blokaden er heller ikke noget, de unge har fundet på, nej, den er en national protest arrangeret af Sex og Samfund – et efterhånden yderligtgående ideologisk foretagende, der med pseudofaglighed understøtter bevægelser som MeToo.

Nuvel - seksualundervisning er altså det, de unge vil have for at bekæmpe uønskede seksuelle kommentarer og berøringer, digitale krænkelser og seksualiserende, ekskluderende og krænkende puttemiddage. Ved første øjekast er det måske sympatisk nok og bakkes entydigt op af lærere og rektorer, der muligvis ikke har tænkt sig godt nok om og bare flyder med tidens ideologiske strømninger. Men jeg er umådelig bekymret over det åbenlyse kønsbias, projektet lægger for dagen – for det er en altopløsende ideologisk trojansk hest, der bydes indenfor i gymnasieskolen, den ældgamle kulturinstitution, der skal uddanne, danne og dueliggøre det unge menneske til at virke som borger i samfundet. Se bare på arrangementet forleden: På storskærme i aulaer og kantiner landet over blev der livestreamet med den aktivistiske feminist ”Twerk-queen” Louise Kjølsen. Hun tilhører den slags fjerdebølgefeminisme, der opfatter det som særligt frisættende og feministisk at blotte balder og bryster for omverdenen (læs: mænd), der ikke har bedt om at se deres nøgenhed. Og de insisterer på retten til, at en kvinde skal have lov til at være så sexet og sensuel, hun ønsker – uden at blive seksualiseret. Et fuldkommen urimeligt krav i takt med tidens mærkelige promoveringstrang til at vise kroppen frem, som vi ser, når folk tager nøgenbilleder af sig selv og måske deler med andre uden tanke for, at nøgenhed og seksualitet er en sårbar og risikofyldt forbindelse mellem mennesker – hvor enhver har et ansvar for at passe på sig selv. På spørgsmålet om, hvorvidt forældrene ikke har et ansvar for at opdrage deres børn med respekt for andre menneskers grænser, svarer eleverne, at skolen bærer et ansvar. Altså helt i overensstemmelse med tidens totale fralæggelse af det personlige ansvar og påberåbelse af rettighed.

Overvej engang det åbenlyse kønsbias: Hvem er de såkaldte ofre for puttemiddage, hånd på lår, uønskede seksuelle kommentarer og tilnærmelser? Pigerne, kvinderne. Altså er drengene, mændene, de slemme, de grænseoverskridende – de er krænkerne. Det er altså den skævvridning, den latente krigstilstand mellem kønnene, gymnasieeleverne bliver dannet eller rettere indoktrineret med; den kønsforståelse, de træder ud i det demokratiske samfund med. Det skal nok gå galt.

Endelig har arrangementet intet med dannelse at gøre – men var almen dannelse, moral, autoriteter, normer, selvbeherskelse, pligt og ansvar, altså alt det, der holder mennesket på plads, ikke forsvundet ud af uddannelsessystemet og dermed vores selvopfattelse gennem de seneste mange årtier, så havde vi slet ikke haft formløshedens tyranni, som woke-kulturen er et resultat af. Det ville være bedre, om undervisningsministeren bevilligede 2 mio. kr. til dannelse i stedet for udemokratisk ideologisk hjernevask af vores ungdom.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.