Hverdagen er blevet nemmere, men dummere

Jeg er en glad bruger af teknologi i stort og småt fra flyvemaskiner til elkedler og kuglelejer for slet ikke at tale om landevejscykler. Jeg er fan af asfalt, gummi, plastic og aluminium og tilhænger af brændeovne, radiatorer og velisolerede huse, maskuline højttalere, armbåndsure og hurtige, rummelige biler med lavt tyngdepunkt. Jeg bruger Mobilepay, Spotify, Messenger og andre apps i hverdagen og kunne for nylig føje et coronapas til samlingen af digitale tjenester.

Jeg er altså ikke maskinstormer. Jeg er til fals for såvel funktionalitet som lækkert design, det er ikke det. Men jeg får det stedse sværere med tidens omsiggribende teknologisering, især den digitale, når den f.eks. indebærer, at man knap nok kan rejse med offentlig trafik eller parkere sin bil i en større dansk by uden at være bevæbnet med en smartphone. Digitaliseringen kommer snigende, uden at nogen er blevet spurgt.

Nemmere, det er tilværelsen blevet takket være skærmene. Men samtidig er det sandelig også nemmere at blive distraheret eller glemme, hvad det var, man skulle, da man gik i skole, på arbejde eller kom hjem. Det formentlig vælter ud med distraktioner, tilbud, overspringshandlinger, spil og underholdning på den håndholdte, hvorfor alle efterhånden går rundt og glor ned i den fra morgen til aften, selv i de små hjem, selv far og mor. Ingen keder sig. Det har vi simpelthen ikke tid til.

Ej er det nogen naturlov, at al teknologi går fremad og bliver smartere, hurtigere, billigere. Visse produkter og opdateringer skyldes producenternes hensyn til mersalg og et hastigt tab af håndværk, færdigheder og traditioner, der næppe kan genskabes. Prisen på det ene eller det andet er heller ikke altid faldende. Sådan er markedsøkonomien også, den giver, og den tager, og lige så fascineret man kan være af denne verdens materielle glæder, ingeniørkunstens landvindinger og det kreative, fremstillende menneske, lige så træt kan man indimellem være af tingsliggørelsen af alting omkring én – og på en stille søndag savne forbindelsen til menneskets rødder i tro, kultur, historie og fortællinger.

Med rødder hentyder jeg til det, man også kan kalde grunden under eksistensen; det, vi er rundet af, det, vi tror på, dvs. alt, hvad der ikke står i menneskets og civilisationens magt, men synes at være betinget af langt større kræfter end os selv. Tilværelsen er enorm, vi er små og for øvrigt underkastet hinanden, døden og det faktum, at vi kun i meget sjældne, kærlige eller store øjeblikke griber ud efter evigheden for snart at miste den igen.

Jeg kan godt selv høre, at jeg er på vej til at blive gammel. Men den digitale omkalfatring af ikke blot vores private, men tillige det offentlige liv er faktisk ganske ny. Børn under 10 år har aldrig prøvet andet, men alle vi andre har engang levet i en verden, der ikke var digital, men langsommere, mere fysisk og muligvis bedre forbundet med vores eksistentialer.

Porten til den digitale fremtid er således ganske ung, og måske er det derfor, vi falder sådan på halen for den. Den er stadig frisk og ejer endnu nyhedens attraktion. Men den overvåger os, og vi ved det godt. Vi er bare ligeglade, sådan som den amerikanske forfatter Shoshana Zuboff har beskrevet det kompleks, hun kalder overvågningskapitalismen, som udgør den nye økonomiske verdensorden, tilvejebragt af internet, digitalisering og techindustriens pionerer, domineret af karteller og monopoler langt stærkere end nogen statsmagt.

Mens det 19. og 20. århundredes industrialisering og modernisering muliggjorde en hidtil uset velstand i Vesten, som vi stadig nyder godt af, retter det 21. århundredes kapitalisme, anført af Google, Facebook, Amazon og Microsoft, deres teknologier mod mennesket selv og medfører en koncentration af rigdom og magt uden fortilfælde i historien.

Ifølge Zuboff er overvågningskapitalismen det første verdensomspændende eksperiment med mennesket som sværm, idet alle vores digitale fodaftryk lagres og bearbejdes kommercielt som et gratis råmateriale. Når vi søger på Google, er det i virkeligheden Google, der søger på os.

Engang troede vi, at svaret på tingsliggørelsen var oprør. Men tænk nu, hvis maskinerne ender med at kende os bedre, end vi kender os selv, og kun giver os det, der er af denne verden, og som vi tror, vi kan nøjes med: ting, ting og atter ting?