Vi skal ikke skamme os over at have det godt
En dag vil historikere sammenligne det 21. århundredes dommedagsbasuner med middelalderens og undre sig over, hvor velstanden dog blev af.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Klimaet er blevet det nye sort i dansk, europæisk og amerikansk politik. Selv noget så jordfræseragtigt som det danske kommunalvalg med socialdemokrater i 50 grå nuancer spændes for klimavognen; alt skal være grønnere, bæredygtigere og ”gøre en forskel”, synkroniseret med tidsånden. Imens sender den grønne omstilling el- og gaspriserne på global himmelflugt, hvilket er et overset varsel om vore selvskabte trængsler.
Troen på, at vi kan skabe en fremtid i vores eget billede og skynde os frem ved hjælp af fem- og tiårsplaner mod et gyldent endemål, har sin egen historie. Den begynder i Oplysningstiden, og siden har troen plaget den vestlige verden som en langstrakt pandemi. Først fik vi revolutioner, så fik vi verdenskrig, kommunisme, nazisme, mere verdenskrig, fjernsyn, selfies og techgiganter.
Man skal være blind for ikke at se religionserstatningen i den nye klimakamp, der strækker sig fra det yderste venstre til langt ind i de borgerlige rækker og moderigtigt mimes af erhvervsliv, hippe bedsteforældre og medier.
Et hængsel er gået løs. Vores forventninger til fremtiden bliver stedse mere løsrevet fra vores erfaringer. Det må være derfor, vi tror, vi kan konstruere fremtiden. Ikke ved Guds hjælp, men takket være os selv og alle vore fantastiske gerninger. Det forventer vi, nej, det kræver vi simpelthen, og man skal være blind for ikke at se religionserstatningen i den nye klimakamp, der strækker sig fra det yderste venstre til langt ind i de borgerlige rækker og moderigtigt mimes af erhvervsliv, hippe bedsteforældre og medier, der ikke magter andet end at følge trop.
Heldigvis findes der en alternativ historiefilosofi til den nyreligiøse. Den kommer interessant nok fra en død, hvid, protestantisk, tysk mand, som var miskendt i sin samtid, men snart fik noget af en renæssance. Den døde hvide tysker hedder Friedrich Nietzsche, og han skrev en lang række frenetiske værker, der stadig genoptrykkes, selv om nogle af dem er så godt som ulæselige. I et af de mere klare ”Moralens oprindelse” fra 1887 – ifølge ham selv det uhyggeligste, der nogensinde er skrevet – skitserer han sin alternative historiefilosofi, og den tåler gensyn. Filosoffens påstand er, at moderne mennesker først og fremmest er styret af dårlig samvittighed over at have det godt »i samfundets og fredens tryllekreds«. Her forringes deres instinkter, de føler sig klodsede og længes efter vildmarken, eventyret, lysten til at dræbe, men skammer sig og ender med at hade sig selv: »Alle instinkter, der ikke får udladning udadtil, vender sig indad« – Nietzsche kalder det »menneskets inderliggørelse«. Inderlige mennesker ender med at overdrage den udvendige magt til ”eksperter” og ”politikere”.
Han griber tilbage til Antikken for at forstå moderniteten. Mens Antikkens eliter accepterede gru, skræk, krig, død og lemlæstelse, har vor tids eliter for længst mistet sansen for tilværelsens brutalitet og for, hvor skrøbelige vores samfundsinstitutioner i grunden er. Nietzsche minder os her om en ubehagelig sandhed, nemlig at moralen – ligesom så meget andet – udgår fra pinsler, blod og straf. »Hvor meget blod og gru ligger ikke til grund for alle ”gode ting”,« spørger filosoffen, som understreger, at det, der gør ondt, brænder sig fast i hukommelsen, fremavler et folk af tænkere og får digterne til at skrive. Uden grusomhed, ingen fest!
Civilisation er ikke for spejderdrenge. Slaver blev pint, hekse blev brændt, bønder blev plaget, kriminelle blev henrettet, soldater blev sendt i krig og civile dræbt, mens mure blev rejst. Kineserne byggede dem, romerne, byzantinerne. Derpå skrev man det ned eller lavede kunst ud af elendigheden. Pinslerne satte sig spor og blev husket, og samvittigheden opstod, da de private impulser blev inddæmmet. I denne civilisationsproces blev den urgamle kamp for at hævde sig over for andre mennesker forvandlet til en kamp for at blive accepteret af suverænen. Med demokratiet er det som bekendt en anden historie. Fraset alle dets dyder og rettigheder frister demokratiet mennesket til at ofre sig for menneskeheden og dermed fremstå god i den tro, vi kan rense verden for alt, hvad der er urent og beskidt. Det er i lyset af denne indbildske forestilling, at vi sætter klimaet over alt andet og læner os op ad en moderne moral, som engleagtigt prædiker, at det gode er ikke at efterlade sig fodspor og ikke at være en trussel mod noget eller nogen, ikke engang skovbundens insekter.
Nietzsches morallære, hvor usympatisk den end kan forekomme for et moderne øje, tjener som korrektiv til den nyreligiøse insektmoral, der reducerer os til slaver af en ny religiøsitet, som vil ”redde verden”. Hvis vi bliver ved med at skamme os over at have det godt, vil historikere en skønne dag sammenligne det 21. århundredes dommedagsbasuner med middelalderens og undre sig over, hvor velstanden dog blev af.