Det er SÅ fint!
Vi har de senere år talt meget om, at mænd taler grimt og nedladende til kvinder. Vi har ikke talt så meget om det modsatte.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Allerede for flere år siden advarede den observante sprogforsker Marianne Rathje mod vendingen ”Det er SÅ fint!”, som hun havde lagt mærke til rundtomkring i sproglandskabet. En af hendes reservationer var, at ingen rigtig ved, om udtrykket bruges rosende, nedladende eller sarkastisk.
Alligevel – eller måske netop derfor – bliver det anvendt i flæng.
Hvorfor har vi så ringe modstandskraft over for dårligt og upræcist sprog? Hvorfor skal vi partout uddele verbale klap på hovedet for selv de mest banale hverdagshandlinger, som var de præstationer? Er der slet ingen voksne til stede?
Advarslen blev åbenbart hurtigt glemt. For vendingen hænger ved som en åndssvag popsang i radioen, år efter år. Man hører den allevegne, f.eks. når man bestiller en tid hos tandlægen eller en plejehjemsplads til sin mor. Uanset om man står kø til kødboller i Ikea eller prøver at booke bord på en Michelin-restaurant, i biografen eller på Det Kongelige. Overalt popper dette irriterende udtryk op og ødelægger samtalen.
For min egen generation var udtrykket forbeholdt spisebordet, når lillesøster blev madet med ske: ”Åbn munden, åbn munden, jaah, det er SÅ fint!”. Eller på fortovet, hvor naboknægten vaklende prøvede at holde balancen på sin cykel: ”SÅ fint!” – indtil det endte med blødende knæ.
I dag har udtrykket derimod indtaget hele kongeriget fra den mest fladtrådte idrætsforening med rod i regnskabet og huller i loftet til de hippeste direktionsgange plastret til med regnbueflag og øremærket barsel til mænd. Hele voksenlivets arena fra privaten til medarbejderudviklingssamtaler og storkontorer synes invaderet af dette ene udtryk, som er gået sin sejrsgang fra vuggestuer over børnehaver, lærerværelser, studiekredse til statens institutioner og erhvervslivet, hvor man åbenbart er begyndt at behandle sine ansatte som pattebørn.
Et af de gode spørgsmål er, hvorfor denne infantilisering af sproget så nemt slår igennem i vor tid og på vore breddegrader? Hvorfor har vi så ringe modstandskraft over for dårligt og upræcist sprog? Hvorfor skal vi partout uddele verbale klap på hovedet for selv de mest banale hverdagshandlinger, som var de præstationer? Er der slet ingen voksne til stede?
Det er der, men de er tilsyneladende ligeglade. Her kommer vi desværre ikke udenom at konstatere, at ”SÅ fint”-sygen især kommer fra kvinder, kvindedominerede domæner og fag. Jeg ved, at en sådan beskyldning vil blive plaffet ned af karrierekvinder på Twitter, men nogen skal jo sige det. Det er kvinderne, der begyndte, og det er for en gangs skyld kvinder, der må se at få ryddet op!
Vi har de senere år talt meget om, at mænd taler grimt og nedladende til kvinder. Vi har ikke talt så meget om det modsatte. Men begge dele bunder faktisk i én og samme kult.
For når kvinder finder sig i, at mænd taler til dem, som om de er idioter, og mænd finder sig i, at kvinder taler til mænd, som om vi er børn, bunder det i en rummelighedskult. En kult, der er for mainstreamkulturen, hvad krænkelsesparathed er for minoriteter. I rummelighedskulten forventes man at kunne rumme og acceptere alt.
Det er der bare ingen, der kan i virkeligheden. Og som sognepræst Anders Thyrring Andersen såre rigtigt fremhæver i en klumme i Kristeligt Dagblad, er »rummelighed uden grænser slet ikke rummelighed, men ubestemmelighed, identitetsløshed og mangel på identificerbare konturer«.
”Det er SÅ fint” er symptom på et samfund, der skamroser den uselvstændige og rutineprægede præstation og uddeler medaljer til alle, ikke for at vinde, men for at deltage, og hvor rummelighed er blevet en hyperdyd, som ingen tør udfordre, og alle bare har at abonnere på – ellers er de nogle dumme, højreorienterede svin. Den idealistiske rummelighedskult fører til sproglig udvanding og mangel på realitetssans.
Der er heller ikke meget af den ellers højtbesungne resiliens ved ”Det er SÅ fint!”. Skal vi så ikke i stedet mande os lidt op og sende frasen tilbage til ammestuen, hvor den hører hjemme?
”Det er SÅ fint, lille bebs, at du selv kan bruge ske.”
Ja, ok.
”Det er SÅ fint, at du købte ind i Føtex”. Nej, det er det ikke.
”Du parallelparkerede i tredje forsøg, det er SÅ fint!” Nej, det var pinligt. Gå hjem og øv dig! I voksenlivet gør man, hvad der skal gøres, der stilles krav, og de skal honoreres, uden falbelader og heppekor.
Det ville være SÅ fint, hvis det kunne sive ind.