Jeg forstår godt, Messerschmidt klager, men …

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Et grundlæggende kendemærke ved den danske retsstat er, at vi har uafhængige domstole. Domstolene fortolker lovene, og domstolene kan erklære en lov for grundlovsstridig og dermed ugyldig, som det skete i Højesteretsdommen om Tvind-loven. I modsætning til i USA udnævnes dommere i Danmark uden politisk indblanding, og dommerne dømmer alene efter loven og andre retskilder. Fru Justitia har bind for øjnene. For det er uden betydning for dommens resultat, hvem der f.eks. er tiltalt i en straffesag. Det drejer sig om sagens beviser.

Traditionelt er der stor tillid til de danske domstole og de enkelte dommere, og der er foreskrevet strenge krav til dommeres upartiskhed. En dommer har naturligvis ret til at have meninger og komme med ytringer som alle andre. Men den juridiske dommers særlige embede kræver en særlig forsigtighed og tilbageholdenhed, så der ikke kan rejses tvivl om upartiskhed i den enkelte sag.

Det er i Danmark normalt ikke et spørgsmål, der er genstand for offentlig debat, fordi vi borgere tager det som en selvfølge, at dommere er hævet over mistanke om partiskhed, og fordi dommerne lever op til vore forventninger. Det er derfor noget af en sensationel sjældenhed, når der rejses offentlig tvivl om en dommers habilitet. Men det er også en sensationel sjældenhed, at en dommer, lige efter at han som retsformand i en domsmandssag har idømt en tiltalt en frihedsstraf, på Facebook indirekte udtaler sig om den domfældte og sagen, idet han liker en aviskommentar, der kritiserer den domfældte.

Dommeren kritiseres i medierne. Dommerforeningens formand siger, at sådan ville han aldrig handle. Ja, formanden, der er landsdommer, vil heller ikke engang behandle ankesagen i landsretten, fordi han allerede har udtalt sig som formand. Så forsigtige er dommere normalt. Netop fordi der ikke må rejses tvivl om upartiskheden. Det system er jeg stolt af, og jeg har som anklager følt den samme forpligtelse til ikke at være i nærheden af ytringer eller handlinger eller andre tilkendegivelser, der kunne rejse den mindste tvivl om min objektivitet som anklager i de sager, jeg har behandlet.

Jeg forstår godt, at domfældte Messerschmidt har klaget over dommeren, der både kan risikere påtale af Klageretten, og at Østre Landsret hjemviser sagen til fornyet domsforhandling i byretten med anden dommer og andre domsmænd. Men uanset klagens udfald må det understreges over for domfældte og hans partikammerater, at vurderingen af dommeren intet har med vurderingen af dommens resultat at gøre.

Man opnår ikke frifindelse ved at klage over en dommer, uanset hvor mange opslag man kan finde på hans Facebook-profil. Man risikerer alene at blive dømt en ekstra gang, hvis sagen hjemvises. Selv en juridisk dommer, der er så uklog at komme med kommentarer, som rejser kritik, kan udmærket dømme eller frifinde uden hensyn til, hvad han mener om den tiltalte og hans politik. Det ved enhver professionel jurist. Men man kan ikke forlange, at alle andre skal kunne forstå det. Men sådan er det. Et par justitsministre med klare politiske holdninger har efter deres ministertid fungeret som dommere, og uden der med rette har kunnet sættes spørgsmålstegn ved deres upartiskhed.

Når det kræves, at en dommer overhovedet skal afholde sig fra ytringer og handlinger, der er egnede til at skabe tvivl om den fuldstændige upartiskhed, er det ikke udtryk for mistillid til den enkelte dommer, men udtryk for, at borgerne skal have tillid til, at enhver dommer er upartisk. At den domfældte hedder Messerschmidt, er revnende ligegyldig, uanset hvor meget domfældelsen bruges som afsæt for politisk spin og propagandistisk vælgerpleje.