Fortsæt til indhold
Kommentar

Hvad lavede I i de 20 år i Afghanistan?

Alle de lande, hvor amerikanerne og deres Nato-allierede har været forbi for at skabe demokrati og fred, har de desværre efterladt i meget dårligere stand, end da de invaderede landene – nemlig i krig og kaos.

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

“Vi skal ud af Afghanistan, uanset hvad det vil koste,” sagde USA’s præsident, Biden på et pressemøde i sidste uge.

Biden tilføjede, at USA har mistet tusindvis af militærpersonel i denne krig, og nu må den afghanske regering og hær kæmpe for dem selv og for deres nation.

Fair nok, Mr. President, men hvis jeg ikke tager helt fejl, så var det altså ikke afghanerne, der bad jer og jeres Nato-allierede om at invadere Afghanistan tilbage i 2001.

Gik USA og de vestlige allierede ikke ind i Afghanistan efter angrebet på World Trade Center i 2001? Var det ikke Osama Bin Laden, som man påstod stod bag angrebet på de to tårne? Sagde man ikke dengang, at Bin Laden gemte sig i Afghanistan?

Blev historien derefter ikke lavet om til, at man havde bragt demokratiet til Afghanistan? Har vi ikke i årevis hørt om historier på danske nyhedskanaler, der fortalte os, at alting var blevet bedre i Afghanistan?

Lad os bare antage, at vi tror på historien om, at Bin Laden blev fundet og likvideret af amerikanske soldater og smidt i havet den 2. maj 2011 - men hvad så med demokratiet og freden i Afghanistan, hvor blev alt det gode af? Hvorfor er bl.a. de danske soldater blevet i Afghanistan i årtier, og hvem skal stå til regnskab for alle de tabte liv?

Det kan godt være, at det kommer som en chok for de fleste, at Taliban genvinder magten i Afghanistan, men havde amerikanerne og deres Nato-allierede ikke allerede tilbage i februar 2020 indgået en aftale om, at der skulle være våbenhvile i de næste 14 måneder, hvor de udenlandske styrker ville forlade landet? Havde man ikke også indgået en aftale om, at USA ville ophæve sine sanktioner mod Taliban og samtidig arbejde for, at FN’s separate sanktioner mod Taliban ville blive ophævet?

Stod der ikke også i aftalen, at 5000 fængslede talibanere skulle løslades, og Taliban skulle bekæmpe terrorisme og stoppe samarbejdet med al-Qaeda? Lyder lidt som et partnerskab mellem Taliban og amerikanerne.

Jeppe Kofod sagde på et pressemøde i sidste uge, at: “man kan roligt sige, at de vurderinger, analyser og efterretninger, som der har været løbende, er blevet overhalet og afkoblet fra den virkelighed, vi ser dag for dag. Vi ser Taliban rykke frem med en hast, som få eller ingen havde forestillet sig.”

Det kan måske godt komme bag på Kofod, men som sagt, så er aftalen mellem USA/Nato og Taliban indgået tilbage i februar 2020.

Jeg spørger altså lige en gang til: Var det ikke meningen, at man skulle bringe demokrati og fred til Afghanistan? Hvorfor hulen er de danske soldater så blevet i Afghanistan i årtier, og hvem skal stå til regnskab for alle de tabte liv, både de vestlige, men også de afghanske?

Svaret får vi nok aldrig.

En ting er i hvert sikkert, og det er, at alle de lande, hvor amerikanerne og deres “venner” fra Nato har været forbi for at skabe demokrati og fred, har de desværre efterladt i meget dårligere stand, end da de invaderede landene - nemlig i krig og kaos. Se f.eks. Irak, Libyen og Syrien. Hvor er freden og demokratiet i disse lande?

En anden ting, som står klokkeklart, er, at det er amerikanerne selv, der har været med til at skabe Taliban. Man støttede islamisternes/mujahedinernes kamp mod Sovjetunionen tilbage i slut-70’erne og op i 80’erne. Og det var blandt andet fra mujahedinernes rækker, at Taliban opstod. Og aftalen fra 2020 mellem Taliban og Trumps USA understregede vel blot amerikanernes fortsatte jongleren mellem aktørerne i området.

For Afghanistan ligger et interessant sted rent geopolitisk, midt mellem Iran, Rusland og Kina. Det ved alle, også amerikanerne. Så efter 20 år i Afghanistan, som endte med, at man overlod landet og masser af topmoderne våben til Taliban, må vi minimum kræve at få svar på, hvad i alverden vi egentlig lavede der i alle de år?

Hvad var planen, USA?

Som altid ser vi andre passivt på foran skærmene, som var det en vild Hollywood-film. Tilbage står et ødelagt land og en fortsat ustabil region, hvor krig og kaos fortsætter med at herske, men pyt – lad os da bare få vores folk hjem. Demokrati og fred må fortsat vente med at blomstre i Mellemøsten.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også Jyllands-Posten på X.