Fortsæt til indhold
Kommentar

Hvor længe skal fængselsbetjente tale for døve øren?

Forbrydere går fri, mens personalet i fængslerne slides ned. Men heller ikke når den kommende finanslov forhandles, vil der være et flertal for at indgå en langsigtet plan for det samlede retsvæsen.

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Hvert år henlægger anklagemyndigheden masser af sager, der sikkert kunne være ført til straf. Det hedder procesøkonomi. Det er ikke et nyt fænomen. Anklagemyndigheden må altid prioritere. Men jo færre ressourcer, der afsættes til retsvæsenet, og jo mere uklogt ressourcerne fordeles, samtidig med at arbejdsbyrden øges, jo mere benhårdt må der prioriteres til skade for retssikkerheden og retfærdigheden.

Politikerne ved det. De ved, at de får det retsvæsen, de betaler for. Og de ved, at de med nye forbud og påbud øger sagsbehandlingstiderne, ikke blot hos politi og anklagemyndighed, men ved domstolene, ligesom presset på fængslerne hele tiden øges. Det er det rene hykleri, når politikerne render til medierne og spiller overraskede. De partier, der bevilger penge, skal huske, at når de peger fingre ad andre, så er der hele tiden fire fingre, der peger imod dem selv.

Man taler om politiforlig. Typisk. For det lyder så godt og spændende og positivt. Flere politibetjente. Men hvad hjælper flere politifolk, der skriver flere sager, når man ikke vil ansætte det fornødne antal anklagere, dommere og fængselsbetjente. Gamle sager for domstolene med vidner, der har glemt alt om sagerne, fører måske til frifindelse. Hvis der sker domfældelse i en gammel straffesag, vil straffen meget rimelig blive mildere, og en ubetinget dom erstattes måske af en betinget.

På den ene side vil politikerne åh så gerne være humane over for de indsatte. De skal resocialiseres. Men hvad med fængselsbetjentenes sikkerhed?

Værst står det efter mit skøn til i fængselsvæsenet. Man stuver de indsatte sammen med ringere sikkerhed for personalet til følge. Og det er så sandelig ikke, fordi fængselsbetjentene ikke har råbt op i årevis. Jeg går da ud fra, at i hvert fald retsordførerne følger med og ved, hvor håbløse forholdene er. Fængselsbetjentene flygter fra stillingerne eller bliver syge. De har elendige arbejdsforhold, og de og deres familier er udsat for trusler.

På den ene side vil politikerne åh så gerne være humane over for de indsatte. De skal resocialiseres. Men hvad med fængselsbetjentenes sikkerhed? Tænker man slet ikke på fængselsbetjentenes liv og førlighed? Hvordan går det lige med den uddannelse og efteruddannelse, der skulle lære dem i tide at aflæse tegn på kommende konflikter, og som netop skulle sætte dem i stand til at resocialisere de indsatte.

Fængselsbetjentstillingen skal på alle områder opgraderes, så den kan matche dagens politiske krav og de voldelige kriminelle. Bedre status, bedre uddannelse og efteruddannelse og bedre løn, samtidig med at forøget sikkerhed bør være i fokus hos politikerne.

Jeg forstår godt, at fængselsbetjentene er så tæt på at gribe til fortvivlelsens selvhjælp, at de foreslår, at de indsatte ganske enkelt bliver nødt til at tilbringe mere tid i cellerne.

Jeg orker ikke engang at indgå væddemål med nogen, for jeg ved, at det bare bliver mere af det samme.

Heller ikke når den kommende finanslov forhandles, vil der være et flertal for at indgå en langsigtet plan for det samlede retsvæsen, hvor ressourcerne fordeles mere hensigtsmæssigt. Der vil måske blive lappet et par huller her og der med den ene hånd, samtidig med at Folketinget med den anden hånd vil opfinde nye love, der yderligere vil øge presset på politiet og det øvrige retsvæsen.

Tænk, om de folkevalgte i næste folketingssamling ville holde op med at leve for og i deres telefon og i stedet prioritere egen viden og overblik og vise mod til at træffe beslutninger, båret af kundskaber og omtanke, grundighed og forudseenhed. Det er faktisk, hvad folketingsmedlemmerne er valgt til.