Det burde være muligt at kritisere påstanden om systemisk racisme
Sociologen Charles Murrays nylige fremlæggelse af data for de forskellige befolkningsgrupper i USA er kontroversiel, men burde ikke være det. Hvis man ikke kan præsentere virkeligheden, ophører al meningsfuld samtale.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Charles Murray er efter min ringe vurdering den største nulevende sociolog. Højst hans amerikanske landsmand Robert Putnam og hollandske Ruud Koopmanns kan sige, at de ikke er så langt fra Charles Murray - uden at være helt deroppe på tinden.
Charles Murrays publikationsliste er alenlang, og især kan hans to bøger ”Losing Ground” og ”Coming Apart” anbefales.
Charles Murray er en ”social scientist” af den gamle skole, hvilket her betyder den gode skole, fordi det er de store datasæt, der driver hans fremlæggelser og hans konklusioner. Anekdotisk viden er kun interessant, hvis den kan bakkes op af repræsentative undersøgelser med et tilstrækkeligt stort antal deltagere.
I 1994 udgav Charles Murray sammen med professor ved Harvard University, Richard Herrnstein bogen ”The Bell Curve”, og så kan det ellers nok være, at Charles Murray måtte hvæsse pennen (Richard Herrnstein døde af kræft kort inden bogens udgivelse) mod de mange personangreb, fordi de to herrer havde dristet sig til at fremsætte den tese, at IQ-tests måler noget virkeligt og er den variabel, der bedst (sammen med andre forhold naturligvis) forudser succes i uddannelserne og på arbejdsmarkedet.
Charles Murray blev beskyldt for at være racist og for at hævde, at sorte amerikanere var mindre begavede end hvide ditto. Det var ukorrekt, slet og ret. Charles Murray (og Richard Herrnstein) fremlagde alene data uden at lægge sig fast på, hvad forskellene mellem grupper skyldtes.
Det samme har Charles Murray gjort i sin seneste bog ”Facing Reality”, hvor han går i kødet på den uden sagligt belæg fremførte påstand, at der skulle finde omfattende såkaldt systemisk racisme sted i USA rettet mod sorte og latinoer.
Charles Murray fremlægger data for alle fire betydende grupper i USA, nemlig hvide, latinoer, sorte og asiater, og kan konstatere, at både hvad angår indtjening og kriminalitet eksisterer der en slags hierarki, hvor asiater i gennemsnit tjener mest og er mindst kriminelle, hvorpå følger hvide, latinoer og sorte.
Dette med ”i gennemsnit” er ekstremt vigtigt at huske på, fordi det selvfølgelig betyder, at der er en masse overlap mellem de fire grupper, hvor der – igen: selvfølgelig – er sorte, der klarer sig fremragende og asiater, der klarer sig dårligt.
Charles Murrays pointe er blot den simple, at påstanden om hvid, systemisk racisme rettet mod minoriteter falder tungt til jorden, når han kan fremlægge data, der forklarer forskellene langt bedre. Hertil skal lægges, at det da vist er svært at forklare, hvorfor asiater som gruppe i USA klarer sig bedre end hvide, hvis hvide amerikanere systematisk skulle være ude efter at få minoriteterne under tøflen.
Charles Murray fremlægger som nævnt disse data uden at diskutere, hvad de skyldes. Det må være op til den enkelte, synes han at mene.
Pointen herfra er egentlig kun den, at det må være muligt at kritisere påstanden om systemisk racisme, når nu denne påstand ikke kan bakkes op af data.
Det bør alle sandhedssøgende mennesker kunne blive enige om.