Kan vi som nation ikke samles om større ting end et fodbold-EM og Dannebrog?

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Fodboldeuforien er slut, festen er forbi og Dannebrog er gemt væk igen. Det har godt nok været en interessant rejse for landsholdet, men også for resten af befolkningen. Der er selvfølgelig blevet festet og fejret, hver gang landsholdet har vundet en kamp.

I forbindelse med fejringerne har nationalfølelsen også fået lov til at udfolde sig i de sidste par uger.

Der har eksisteret en stemning, som var det danskerne imod de andre. Ligesom at ‘vi er røde, vi er hvide’ igen og igen er blevet sunget. Vi har også set, at danernes flag, Dannebrog, flittigt er blevet brugt i de sidste par uger. Jeg har sågar set flere diskussioner på de sociale medier, hvor folk er blevet kaldt landsforræder pga. deres holdning til Dannebrog eller til landsholdet mm.

Man skulle næsten tro, at vi var i krig, men det var heldigvis bare fodbold.

Jeg er godt klar over, at vi mennesker har brug for et tilhørsforhold, altså noget vi skal samles omkring, og noget vi skal dele sammen med andre, som helst meget gerne må tænke og ligne os selv, men jeg har svært ved at forstå, hvordan et stykke stof eller fx en “hellig” bog kan skabe så meget sammenhold eller splittelse.

Det er selvfølgelig helt fair, at folk bruger flaget til fødselsdage eller andre festlige sammenkomster, og det sker garanteret uden at kende til eller tænke på flagets historie. Det kan godt være, at den enkelte ikke skænker en tanke på symbolernes magt under fodboldkampen og slet ikke med alkohol i blodet, men det ændrer bare ikke ved, hvor magtfulde og splittende disse symboler også kan være.

For ikke at ødelægge sommerfreden, og fordi det hele ikke skal handle om fodbold, så ser vi lige en smule bort fra EM og de glade fans, og kigger lidt på symbolerne.

Ser man på myten omkring det danske flag, så siges det, at det faldt ned fra himlen, under et korstog i Estland i starten af 1200-tallet. Den hvide farve (det hvide kors) symboliserer renhed, mens den røde farve symboliserer blod. Jeg tænker, at den røde farve må være fjendens blod, og de hvide og rene må være danerne.

Jeg ved ikke, om dette skaber stærke følelser hos nogle, men for mig er det ikke meget andet end en historiefortælling, der skal vise, at danerne er de gode, og guderne er på danernes side.

Lignende fortællinger finder vi hos andre nationer og myten omkring deres flags skabelse.

Fx lyder myten om det tyrkiske flag, at den røde farve repræsenterer det spildte blod fra martyrer, som flød over slagmarken ved det første slag i Kosovo i 1389. Halvmånen og stjernen på det tyrkiske flag er opstået efter, at disse under samme slag ved midnat reflekterede på slagmarken, og dermed var det tyrkiske flag skabt.

Man kan finde lignende fortællinger i forhold til alle lande og deres nationalflag. De er nærmest alle sammen skabt af krig og blod. Derudover så er der altid en overtroisk historiefortælling omkring deres skabelse.

I dag ser vi den brede befolkning tage dannebrog til sig, men sjovt nok var dannebrog statens og monarkens symbol i flere hundrede år, og det var kun de adelige, der havde et tilhørsforhold til flaget. Det var først meget senere, at resten af befolkningen blev inddraget i fællesskabet og i fortællingen om fædrelandet mm. Det samme ses også i forhold til mange andre nationer.

Selvom magthaverne engang har haft patent på flaget og fædrelandet, så er det alligevel altid middel og underklassens børn, som blev og fortsat bliver sendt i krig for landet. Akkurat i samme stil er det altid middel- og underklassen, der fx tror på fortællingen om Gud og paradis. Det er måske heller ikke så overraskende, da eliten selvfølgelig ikke vil dø for fædrelandet. Ligesom at eliten ikke har brug for en fortælling om paradiset, da de i forvejen lever deres paradis i dette liv, men fortællingerne er stærke, og den brede befolkning tager dem virkelig til sig.

Her afslutningsvis bliver jeg nødt til at nævne, at det selvfølgelig har været dejligt at se, at vi som befolkning, uanset hudfarve og etnicitet, kunne fejre og feste sammen under EM.

“Vi ville samle og inspirere Danmark,” sagde Kasper Hjulmand på et pressemøde sammen med hele landsholdet stående bag sig, og det må man sige, at de har gjort, i hvert fald så længe at landsholdets EM-rejse var i gang.

Når det så er sagt, så vil jeg gerne påpege, at det kunne være endnu bedre, hvis vi som mennesker kunne samles omkring andre symboler/værdier i stedet for fx et stykke stof, fodbold eller en religion.

Det kunne fx være ønsket om mere fred og retfærdig for alle mennesker. Måske kunne vi også samles omkring ideen om mere lige fordeling af goderne iblandt jordens befolkning. Vi kunne også samles omkring ideen om at give andre mennesker plads til at være den, de er. Både i forhold til religiøsitet og seksualitet. Og så kunne vi måske passe bedre på vores planet og dyrearter og respektere hinanden.

Der er meget, som vi kunne samles omkring, og som vi alle sammen bør være enige om er universelle rettigheder og værdier.

Med al respekt for dem, som har brug for nationalismen eller religionen for at finde mening i livet, så vil jeg fortsat mene, at vi har brug for mere humane værdier, som bør kunne samle os. Værdier, som ikke har brug for en overtroisk historiefortælling, og som fx ligesom nationalismen og religionen til enhver tid kan bruges til at skabe splittelse iblandt mennesker.

Med håbet om at vi vil lære at leve i fredelig sameksistens.