Pseudoforskernes klynk

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Der er oprør på universiteterne. Efter at et bredt flertal af folketinget udtalte kritik af aktivistiske forskere, der forklæder deres politiske holdninger som videnskab, er der indløbet massive protester fra de universitetsansatte. Således har flere end 3.000 forskere skrevet under på en protesterklæring mod regeringen, ligesom det er blevet til utallige indlæg i dagspressen såvel som fagbladene.

Det mest bemærkelsesværdige ved debatten er, at den stort set ikke forholder sig til kritikken. På den ene side er det selvfølgelig glædeligt, at forskerne trods alt ikke begiver sig ud i forsvar for pseudoforskningen. På den anden side nægter de også at anerkende dens udbredelse. De forholder sig simpelthen ikke til den.

I stedet for at forholde sig til kritikken, har de valgt at angribe kritikerne og har grundlæggede to argumenter. Det ene er, at politikerne ikke bør blande sig i forskningen, hvilket jo ikke er forkert. Men politikerne har et ansvar for at sikre, at det, der foregår på universiteterne rent faktisk er forskning, og bør naturligvis reagere, når universiteterne svigter samfundskontrakten. Politikerne har klogt valgt ikke at blande sig, men i stedet indskærpet universiteternes ansvar. Lad os håbe, det hjælper, men den hysteriske reaktion taget i betragtning kunne man godt få sine tvivl. Hvis pseudoforskningen fortsætter sin vækst, så må politikerne blande sig. De har faktisk en pligt til det. Det lader alt for få forskere til at have forstået.

Det andet argument, forskerne retter mod kritikerne, er, at kritikken i sig selv betyder, at forskernes ytringsfrihed bliver indskrænket. Hvordan i alverden dog det? Jo, fordi forskerne er blevet angrebet i den offentlige debat og i nogle tilfælde blevet personligt angrebet på de sociale medier.

Heldigvis er der intet, der er tyder på, at forskerne bliver udsat for noget ubehageligt (udover at kritik nødvendigvis ikke rart at modtage). Mange af forskerne har henvist til en undersøgelse fra Dansk Magisterforening, der viser, at 14% af de forskere, der har udtalt sig i den offentlige debat har modtaget trusler eller fået negative reaktioner på de sociale medier. Bemærk den banale manipulation. Trusler (som er alvorligt) bliver slået sammen med noget så harmløst som negative reaktioner på de sociale medier. Naturligvis er det ikke rart, at mennesker skriver noget grimt om én.

Men hvis det kun er 14%, der bliver udsat negative reaktioner, så er det markant mindre end alle andre, der deltager i den offentlige debat. Hvis man tillader sig at have en holdning til samfundets udvikling, må man forventer, at andre er uenige med én. Forskerne bruger til gengæld kommentarer på de sociale medier som en undskyldning for ikke at svare på kritikken. Det kan man eksempelvis læse i denne artikel fra Akademikerbladet. Her peger de temmelig afslørende på frygten for Twitter-vrede, selvom at netop Twitter er voldsomt venstreorienteret, og at der af samme grund har været meget lille kritik af forskerne. Bemærk også et afsnit om trusler, hvor en kvinde på et identitetspolitisk forskningscenter angiveligt er blevet overfaldet. Det kædes sammen med undertegnede, fordi vedkommende er ansat på et center, som jeg har kritiseret (længe efter det angivelige overfald er fundet sted). Artiklen hævder også, at kritikken har medført en byge af mails til de identitetspolitiske forskere fra en borger. Altså én borger. Og velsagtens fuldkommen fredelige mails.

Er det virkelige problem, at vi i Danmark ansætter psykisk skrøbelige mennesker på universiteterne? Naturligvis ikke. De hysteriske angreb på kritikerne og forsøg på at give dem skylden for trusler og kommentarer på sociale medier er alene en ussel manøvre for at undgå at forholde sig til kritikken.

Enhver med et fungerende moralsk kompas kan sige selv, at os, der kritiserer identitetspolitisk forskning ikke har ansvaret for, hvad en håndfuld skøre personager på facebook bruger kritikken til. Samtidig bliver det til en belejlig undskyldning for ikke at forholde til substansen i kritikken. Usselt. Og fejt. Men først og fremmest dumt af forskerstanden selv. For som jeg skrev til en begyndelse: Hvis ikke der er en vilje til internt i universitetsmiljøet at dæmme op for pseudoforskningen, så skal – og jeg understreger skal – politikerne blande sig.