Leger lige børn også bedst, hvis de ikke selv må bestemme?
Staten forgriber sig på borgernes initiativ og civilsamfundets frihed, når man vil fordele elever på gymnasier efter forældres indkomst.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Dengang for små 20 år siden skænkede man ikke for alvor klimaet en tanke, og Greta Thunberg var blot et vuggebarn – ellers havde klimaaktivismen sikkert sat dagsordenen på Rosborg Gymnasium, hvor flipperne gik. Drenge med langt hår og dreadlocks, piger i storblomstrede, omsyede genbrugskjoler og en fælles ideologisk drøm om mangfoldighed og harmoni, fri hash og fred i verden.
Der var lidt mere guitar og lejrbål end på Rødkilde (dengang) Amtsgymnasium ved den stille fjord og bløde bøgeskov, hvor borgerskabets børn, velhaverbørnene i Dieselbukser (og fars bil i skole) fra Bredballe og så alle os, der kom ude fra landet, gik. Her kunne man tilmed tage en klassisksproglig studentereksamen og sejle i kajak på fjorden i idrætstimerne. To gymnasier, to kulturer og værdigrundlag, der kaldte på hvert deres segment af unge i Vejle og opland, to forskellige udbud af fag og studieretninger.
Nu vil staten i klassisk småkommunistisk ånd med en klasseren fordelingsnøgle skabe de lige børn.
”Det bedste valg” – står der på Rødkilde Gymnasiums hjemmeside. Ja, jeg var i hvert fald lykkelig for valget dengang. Men nu er det snart slut med valget, det frie valg, hvis det står til regeringen, støttepartierne, Alternativet og de skindborgerlige venner Kristendemokraterne og Dansk Folkeparti.
Lige børn leger bedst. Sådan er det, hvad enten man er borgerskabsbarn, arbejderbarn eller ghettobarn.
Men nu vil staten i klassisk småkommunistisk ånd med en klasseren fordelingsnøgle skabe de lige børn: Omkring Aarhus, Odense og København skal elever fremover fordeles på gymnasierne ud fra forældrenes indkomst. Ventelisterne til populære gymnasier forsvinder, og der sættes et loft over elevtallet på private gymnasier i zonerne. Læs det igen: private gymnasier.
Staten forgriber sig på borgernes initiativ, civilsamfundets frihed og hjerteblod. Aftalen skal afhjælpe gymnasier med dalende elevtal i landdistrikterne og forhindre større grupperinger af unge med anden etnisk baggrund – altså forhindre det, vi i folkemunde kalder indvandrergymnasier med bederum, social kontrol og andre mangfoldige mellemøstlige lyksaligheder.
Og det er selvfølgelig grunden til, at DF tilslutter sig aftalen, for i kampen mod islamiseringen gælder alle magtmidler, om de så er aldrig så betonsocialistiske – og så om deres sidste troværdighed som borgerligt parti ryger i svinget sammen med etnisk danske unges frihed. Hvis det så bare virkede. Men det er, som om selv DF har brugt de dyrekøbte lærepenge fra 30 års fejlslagen integration, som det postkristne humanistiske blændværk om menneskets væsen har skaffet os på halsen.
For integrationsproblemet forsvinder ikke, fordi det bliver smurt ud i et tyndere lag, tvangsflytning af mennesker flytter ikke nedarvede tankesæt, nedbrudt beton i en ghetto bryder ikke kulturelle, religiøse, eksistentielle og åndelige barrierer mellem folk ned.
Assimilation er et hjerteforhold – noget, der kun kan ske i frihed båret af en oprigtig vilje til at være en del af et folk, tilhøre et land, en kultur, et fællesskab.
På integrationsområdet får vi altså intet ud af det. Intet. Tilbage står vi med velfungerende, populære gymnasier, der hurtigt bliver ødelagt; unge, der ikke får opfyldt deres ønske om gymnasie og studieretning, men til gengæld har fået en times transport til deres uddannelsesinstitution langt væk fra deres nærmiljø og venner, med hvem de deler værdier, fritid, øller, tanker og unge skrøbelige liv.
Hvis de længtes efter mangfoldighed, havde de nok selv opsøgt det. Men hvor blev hun af hende børnenes statsminister? Børnene er blevet unge – og deres trivsel og fremtid er på spil. Og det kan gå rigtig galt.