Fortsæt til indhold
Kommentar

Jo, der findes racister i Danmark – det er helt normalt

Danske politikere og medierne har været medvirkende til at skabe fremmedhadet. Politikerne har i årevis talt nedladende om folk fra Mellemøsten og udstillet dem som Danmarks største problem.

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Der findes racisme og fremmedhad i alle lande. Det tror jeg godt, at vi alle sammen kan blive enige om. Vi kan vel også blive enige om, at det er menneskeligt at føle vrede over for et andet menneske.

Er det noget godt? Nej, selvfølgelig er det ikke det, men det er en kendsgerning. Vi kan alle sammen af den ene eller anden grund blive vrede eller irriteret på andre, men når følelsen bliver så stor, at vi begynder at hade personen eller hade en bestemt gruppe mennesker og måske endda handle på vores had, ja, så opstår problemet.

De fleste af jer har sikkert set, hvordan Lars gik amok på Kodes Hamdi og hendes familie i Kastrup. Det var på ingen måde acceptabelt, de ting, Lars sagde, og han har efterfølgende undskyldt over for familien.

Hans undskyldning er godtaget, og det er selvfølgelig meget godt.

Sådanne hændelser opstår desværre ofte herhjemme. Det er bare ikke altid, at de bliver filmet og når helt op på statsministerniveau, men de findes desværre. Der florerer også andre lignende videoer på de sociale medier.

Det er selvfølgelig et stort problem, at der herhjemme findes folk med fremmedhad, og at deres antal i flere år har været stigende. Som sagt vil der i alle lande være folk, som af den ene eller anden grund føler en vrede over for andre mennesker. Sådan er det bare.

Jeg vil dog vove at påstå, at det er blevet et meget større problem i årenes løb, og det har været de danske politikere og medierne, som har været medvirkende til at skabe hadet. Politikerne har i årevis talt nedladende om folk fra Mellemøsten og udstillet dem som Danmarks største problem.

Når en politiker som Morten Messerschmidt ifølge Berlingske på et tidspunkt har sagt: »Alle muslimer, der bekender sig til den islamiske ideologi, er tabere eller bliver tabere. De ønsker jo ikke en samfundsmodel, som kan skabe tålelige forhold for mennesker.«

Eller da en anden DF’er, præsten Søren Krarup, i forbindelse med Asmaa Abdol-Hamids kandidatur til Folketinget i sin tid sagde: »For så vidt som man siger, at hagekorset er symbolet på nazismen, så er det jo altså af samme art som islams tørklæde.«

Vi har en mand som Rasmus Paludan, der gang på gang, helt bevidst, bliver ved med at provokere muslimer og vil have dem alle sammen sendt hjem – samtidig med at staten bruger adskillige mio. kr. på at beskytte ham.

Og har vi alle sammen ikke set politikere som Martin Henriksen, der i ”Debatten” på DR2 fortalte Jens Philip Yazdani, at han aldrig kunne blive dansk?

På samme måde har de fleste hørt Mette Frederiksen snakke om de utryghedsskabende indvandrerdrenge, selv om drengene højst sandsynligt er født her i Danmark og ikke kender til et andet hjemland.

Vi skal også huske episoden med Pernille Vermund, som på landsdækkende tv brugte ordet perker, som en skamplet på vores integrationshistorie.

I husker vel også Inger Støjberg, som skulle fejre sine stramninger på udlændingeområdet med en kage?

Der findes tonsvis af flere eksempler, som tydeligt viser, hvordan de danske politikere taler nedladende om en bestemt befolkningsgruppe. Partierne konkurrerer nærmest med hinanden, i forhold til hvem der kan få vedtaget de hårdeste stramninger på området.

Selvfølgelig vil der vil være nogle i befolkningen, som vil reagere på alt det medierne og politikerne fortæller dem, omkring denne befolkningsgruppe

Fra muhamedaner, perle, perker og nu til verbale og fysiske overfald. Tingene har tydeligt rykket sig igennem årene.

Jeg siger ikke, at der ikke er udfordringer, og siger heller ikke, at man ikke skal tale om dem, men ikke på denne måde, hvor man bliver ved med at tale nedladende om en bestemt befolkningsgruppe og fremstiller dem som kilden til al ulykke i Danmark.

Selvfølgelig vil der vil være nogle i befolkningen, som vil reagere på alt det, medierne og politikerne fortæller dem om denne befolkningsgruppe.

Hvis man f.eks. ikke har venner, naboer eller kollegaer med mellemøstlig baggrund, men kun har kendskab til denne gruppe via politikerne og medierne, så er det da helt forståeligt, at man vil have dem ud af landet. Derfor kommer hændelsen fra Kastrup ikke som en stor overraskelse.

Ord skaber nemlig handling, og mange mennesker bliver påvirket af det, politikerne og medierne fortæller dem.

Det er selvfølgelig fint, at mange politikere har reageret på hændelsen med Lars og Kodes Hamdi, men de selvsamme politikere bør lige stoppe op og tænke over alt det, de siger om herboende muslimer, næste gang vi nærmer os et valg, eller nye meningsmålinger bliver offentliggjort.

Politikerne bør tale et sprog, der gavner fredelig sameksistens og ikke splittelse – kun for at få flere stemmer.