Russofobi kan ikke udnyttes af det polske styre for at oppiske polsk nationalisme yderligere

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Warszawa

Corona kom listende, så og sejrede. Derefter sejrede vi, altså ofrene, til en vis grad. Pandemien har i hvert fald trukket sig en smule tilbage i Europa. En taktisk tilbagetrækning? Måske er vi for optimistiske, ligesom mange europæere var under den såkaldte phoney war, spøgelseskrigen i perioden mellem Polens endelige fald i oktober 1939 og Hitlers angreb på Frankrig i maj 1940. Optimister i de otte måneder dengang troede også, at nu var det værste overstået. Optimisterne tog fejl. Det værste holdt blot pause.

Men vi europæere kan i hvert fald rejse lidt mere og forholdsvist ubesværet lige nu. Så jeg er taget til Polen for at besøge venner, jeg ikke har set i halvandet år. Og for at få en bog skrevet færdig om landene ”Øst for Paradis”, som jeg har bakset med i nogen tid. Jeg talte i Warszawa med den forhenværende polske præsident Aleksander Kwasniewski om hans problematiske, altid interessante land.

Polen er gået fra at være et darling-land i Europa og USA til det modsatte. Det talte vi om. Engang blev landet beundret for modig modstand imod først nazisme, siden kommunismen. For sit altid spændende kulturliv, internationalt prisbelønnede forfattere og filmfolk, pave Johannes Paul og Lech Walesa, polske spirituelle ikoner i det 20. århundrede. Polen blev lovprist for frygtløst at gribe den ny markedsøkonomi i 1990’erne, for folkets europæiske begejstring sammen med lettelsen over Nato-medlemskabets musketer-ed i forhold til truslen fra øst. Polakkerne var kommet hjem i 1989, da kommunismen i landet faldt sammen, hjem til den frie verden, som de havde drømt om.

Nu rangerer landet sammen med Ungarn nede i bunden blandt de lande, der automatisk fordømmes. Faldet kom efter, at de konservative nationalister fik regeringsmagten i Warszawa med deres kulturelle aktivisme. Afskaffelse af retten til abort, problemer for LBGT-personer, politisk ensretning af statslige medier, begrænsninger af domstolenes uafhængighed og partivenner på topposter i statsdrevne virksomheder. Plus demonstrativ armlægning med EU som et populært og populistisk instrument på hjemmefronten: »Engang blev polakker styret fra Moskva, nu er det fra Bruxelles« og: »Vi kom ikke ind i EU for at legitimere bøsser, lesbiske og transseksuelle«. Den slags retorik blomstrer på gulvet.

Men Aleksander Kwasniewski er optimist på landets vegne. Total modstander af den nuværende regering. Den polske økonomi stormer frem, også nu igen efter corona, fremhæver han. Den politiske kløft under det nuværende styre mellem på den ene side liberal åbenhed og på den anden højreorienteret, katolsk provinsialisme spædet op med fordomsfuld nationalisme; den splittelse har ingen negative økonomiske effekter haft, konstaterer han.

Hans analyse af splittelsens årsager er identisk med analysen af lignende splittelser i Ungarn og i det vestlige Europa. I Italien er der Salvini, i Frankrig Marine Le Pen, altså splittelsen som et europæisk fænomen. Ikke specielt post-kommunistisk polsk eller ungarsk. Og ved præsidentvalget sidste år i Polen var den konservative kandidat meget tæt på at tabe til den liberale. Det polske civilsamfund lever. Der demonstreres nonstop imod den nuværende regering.

Den reaktionære fase vil løbe ud, tror han. Den er en reaktion på fremmedgørelse og utryghed over for hektiske forandringer, større klasseskel, en teknisk udvikling, der smider lavtuddannede mennesker af i svinget, modsætningen mellem metropolelite og tradition på landet og i små byer. At Trump ikke længere er i Det Hvide Hus ser Aleksander Kwasniewski som et godt varsel. I tiden efter pandemien vil den reaktionære bølge flade ud. Den har mistet Trumps åndelige lederskab. Håber og tror han.

Min feministiske veninde i Warszawa var ikke så optimistisk. Hun var med mig hos Kwasniewski. Hun tror, at eks-præsidenten skønmaler. Han svarede, at hvis man er i politik, er man tvunget til at være optimist.

Én ting er alle fløje i Polen enige om: Rusland ønsker at genskabe fortidens Storrusland. Ukraine og Hviderusland skal generobres. Uro på østfronten. Men den uro er for en gangs skyld ingen trussel imod det moderne Nato- og EU-indpakkede Polen, siger Kwasniewski.

Russofobi kan ikke udnyttes af det nuværende polske styre for at oppiske polsk nationalisme yderligere. For analysen af Ruslands motiver deles af alle polakker. De kan alle sammen deres historie.

Så 67-årige Aleksander Kwasniewski tror altså, at den konservative, nationalistiske fase i Polen er en pause i det gode demokratiske opsving siden 1989. Når den standende spøgelseskrig mellem liberale værdier og nationalistisk bagsmæld er ovre, når det gode har bremset de onde, så bliver alt bedre igen. Det meste i hvert fald. Polen vil igen glide opad på den internationale popularitetsstige, når de reaktionære, udemokratiske spøgelser er jaget på flugt.

Weichsel-floden svulmer videre i sit løb gennem Warszawa. Landets situation har historisk været langt mere livstruende end nu. Det polske demokrati overlever også de nuværende spændinger, tror den tidligere præsident, der havde magten i de afgørende år, hvor Polen stemte sig ind i Nato og EU.