Jeg undrer mig over, hvorfor vi ikke alle bare siger "ja tak" til grøn omstilling

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Gennem årtier har vi mennesker gennem forskning og udvikling forsøgt at underlægge os naturen, så den kunne hjælpe os til et bedre liv. I takt med at mennesket blev flere og flere, og vi underlagde os alle kontinenter, steg udnyttelsen af jordens ressourcer uden tanke på, at der kunne være en begrænsning. Forståelsen for naturens sammenhænge gled i baggrunden til fordel for de kortsigtede goder, mennesket kunne tilrane sig. På den måde fjernede vi os fra naturen, selv om vi er en del af den.

Statens Museum for Kunst havde tilbage i 2009 i forbindelse med Cop15 i København en udstilling, de kaldte ”Nature strikes back”, som viste malerkunstens beskrivelse af menneskets forhold til naturen gennem tiderne tilbage fra middelalderen. Det var en interessant udstilling, hvor de helt nye værker viste kunstnernes idérigdom, når de skulle beskrive forurening og en presset natur, som mennesket har fjernet sig fra.

Det helt store spørgsmål er så, hvornår vi når den grænse, hvor naturen slår igen – og om det tidspunkt netop er i vores tid. For klimaændring er jo forandringer i naturen som følge af menneskets ageren, og biodiversitetskrisen er tilsvarende naturens reaktion på menneskets udnyttelse af naturen.

I det lys opstår begrebet ”den grønne omstilling” som et billede på, at vi skal vende tilbage til en forståelse for naturen, som også inkluderer mennesket selv. Tanken er, at vi skal leve i pagt med naturen og ikke som herre over naturen – og det handler ikke om, at vi skal leve i jordhuler! Ud af dette kommer begrebet bæredygtighed, som jo netop handler om, at vi skal væk fra ”udnyttelse” af naturen og i stedet bruge ”benyttelse”. Her kommer de vedvarende energikilder ind i billedet, hvor især vind og sol her i landet er de bærende elementer. Fordelene ved dem er, at vi slipper for forurenende skorstene med både udledning af partikler og CO₂.

Så hvis vi havde nok vedvarende energi og også teknologi til de tungere køretøjer, ville vores byer forvandles til rene og grønne oaser. Det vil skabe en bedre sundhed, da luftvejslidelser og sygdomme forårsaget af støj vil mindskes mærkbart, hvorfor vi kan indkassere store besparelser på sygehusbudgetterne. Hvem kan være imod det?

Men vi er jo ikke i mål med det projekt endnu, for hvad gør vi, når det ikke blæser eller er solskin? Så vi mangler stadig lagringsmuligheder og andre vedvarende energikilder, men det skal nu nok komme. Der er mange forskere og virksomheder, der er i gang i netop de områder.

Til gengæld skal man ikke gør sig den illusion, at det ikke må koste noget – for selvfølgelig koster det. Ikke nødvendigvis særlig meget, men ingen politikere må foregøgle borgerne, at det er gratis. Men hvad er for dyrt, når det gælder fremtiden for vores børn? Vi betaler gladeligt deres fritidsaktiviteter, fordi de skal have en god tilværelse, så hvorfor holder vi os tilbage, bare fordi det ligger længere ude i fremtiden?

Den grønne omstilling vil give frisk luft og en mere levedygtig natur, når omstillingen er fuldført. At vi samtidig kan bidrage til at løse biodiversitetskrisen og få stabiliseret klimaet er en bonus, som ingen heller kan være imod – medmindre man naturligvis fornægter, at der er et problem med vores natur og klima.