Tårnhøj vækst i 2021 og europæisk rekord i vaccinationer – Storbritannien efter udtrædelsen af EU

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

I en interessant artikel i denne uges Weekendavisen (bag betalingsmur) under overskriften ”Britebashing” får Anna Libak fortalt et par sandheder om udviklingen i Storbritannien, som Marlene Wind og Uffe Ellemann-Jensen og andre lobhudlere af EU ikke vil bryde sig om at høre.

Kort fortalt vil den britiske økonomi ifølge Bank of Englands prognose vokse med 7,25 pct. i 2021. Faldet i bnp i Storbritannien i 2020 var også voldsomt, nemlig på hele 9,8 pct.

Den negative bnp-vækst var dog også særdeles kraftig i en stribe EU-lande, i Frankrig på 8,1 pct., i Italien 8,9 pct. og i Spanien på 10,8 pct. Tyskland slap nådigere med et fald på 4,9 pct. i 2020, mens Sverige og Danmark ganske imponerende er sluppet med minusser på henholdsvis 2,8 og 2,7 pct. i 2020.

Nu vil man måske indvende, at adskillige af disse EU-lande er ekstra hårdt ramt, fordi turismen spiller en meget vigtig rolle for landenes økonomi. Der da også korrekt, at Italien med 14,1 af bnp fra turisme (alle data fra 2019 før coronaen) og Spanien med 13,1 ligger højere end Storbritannien. Men med 10,1 af bnp fra turisme ligger Storbritannien over Tyskland med med 9,8 pct. og Frankrig med 8,5 pct.

Storbritanniens forventede vækst i 2021 på 7,25 pct. er markant højere end prognoserne for Tyskland med 3,4 pct., Frankrig med 5,7 pct., Italien med 4,2 pct. og Spanien med 5,9 pct. Det tyder således ikke på, at Storbritannien skulle blive ramt af et økonomisk chok, som følge af at landet har forladt EU.

Tværtimod kan en del af forklaringen på Storbritanniens ansatte høje vækst i 2021 være en følge af den britiske regerings langt mere effektive håndtering af at skaffe vacciner til landet. Ser vi igen på de fire store EU-lande Tyskland, Frankrig, Italien og Spanien har kun mellem 27 og 34 pct. af befolkningerne fået mindst det første stik. I Storbritannien er det imponerende 54 pct.

I parentes bemærket ligger betydeligt fattigere lande som Serbien, Uruguay og Chile på henholdsvis 31, 36 og 46 pct., alle over EU’s gennemsnit på kun 29 pct. Håndteringen af coronakrisen kan ikke just kaldes for EU’s største øjeblik, men hvem havde også ventet det?

Uafhængige nationalstater, som Storbritannien igen er blevet, er naturligvis langt mere ansvarlige over for egne borgere end et ansigtsløst bureaukrati, som EU’s nogensinde vil blive. Som Anna Libak skriver til slut:

»I hele Europa er de nationale strømninger stærke; og de er kun blevet stærkere under coronapandemien, hvor befolkningerne har været afskåret fra at rejse. De politikere, der bygger deres politik på et nationalt fællesskab, står stærkt, hvad enten de er røde eller blå: i Danmark Mette Frederiksen, i Storbritannien Boris Johnson.«

Jeg kunne ikke have sagt det bedre selv.