Naturligvis giver vi hånd! Det er dansk tradition
Når pandemien er ovre, er det igen tid til at hilse ordentligt. Også til borgmesteren, når man takker for sit statsborgerskab.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Regeringen har endelig indset, at det er naturligt, at mennesker, der modtager det største privilegium, som Danmark kan give – nemlig statsborgerskabet – naturligvis skal give hånd til borgmesteren.
Og det naturligvis hvad enten det drejer sig om en mand eller en kvinde.
Hvis man ikke er i stand til at trykke hånd af religiøse årsager, hører man ganske enkelt ikke hjemme i vores danske fællesskab, og det må være berettiget at spørge, hvad man overhovedet vil i Danmark, når respekten mangler for noget så grundlæggende som respekten for ligeværdigheden mellem kønnene.
Håndtrykket handler om tillid, og det er derfor ikke gjort med håndtrykket alene. Man må også se personen, man trykker hænder med, i øjnene. De to ting hører sammen. Det handler om at vise modparten anerkendelse. Det handler om respekt og accept af den person, man står over for. Håndtrykket er en central del af den danske – og vestlige – kultur. Håndtrykket udtrykker samhørighed.
Men håndtrykket er ikke kun truet af en fremmed religion, det er også under coronapandemien kommet under et stigende pres. Man har ligefrem – måske endda med slet skjult triumf i stemmen? – hørt folk tale om, at ”håndtrykket kommer aldrig igen” eller at ”håndtrykket er helt unødvendigt”.
Jeg kender typen – de mener heller ikke, at det giver nogen mening at tale om ”Danmark” eller ”dansk kultur og traditioner”. For dem er alt ”konstruktioner” – gid de dog bare ville konstruere sig selv helt væk.
Men på grund af denne og potentielle fremtidige pandemier vil det nærmest være dybt uansvarligt, hvis vi udveksler håndtryk i fremtiden, siger de. Næsten som om det er håndtrykket, der har skabt pandemien. Det er naturligvis det rene vås.
I dag står man der så underligt kejtet, når man møder folk til fysiske møder. Der er noget med at ”trykke albuer”, efter man måske lige har nyst i ærmet, som man jo skal i dag. Eller man laver mærkelige signaler og fagter.
Det kejtede består i, at der ikke altid er enighed blandt parterne om, hvilken gestus, der skal anvendes, og hvordan en eller anden mystisk hilsemåde skal gengældes. Det gør fysiske møder til en underlig størrelse, når de ikke er blevet indledt på en ordentlig måde. Det skaber rod i vores måde at omgås hinanden.
Jeg glæder mig, til pandemien er ovre.
Jeg glæder mig, til der igen bliver givet grønt lys for håndtryk.
Naturligvis skal vi respektere afstandskrav og de til enhver tid gældende restriktioner. Vi har som samfund været gennem et alvorligt forløb – og vi ved stadig ikke, hvor det kan ende. Langt de fleste af os har overholdt myndighedernes vejledninger, så godt vi overhovedet kunne. For sådan må det være. Reglerne har ikke været der for at genere os, men for at beskytte os. Især de sårbare med risiko for svære sygdomsforløb.
Omvendt skal der heller ikke være restriktioner længere tid end nødvendigt. Og vi skal ikke ”normalisere” andet end den gode hygiejne i form af afspritning og hyppig håndvask. Hvis pandemien ændrer på vores måde at omgås hinanden, har den for alvor vundet. Derfor skal vi have det gode solide håndtryk tilbage så hurtigt som muligt.