Det er på tide, vi taler om, hvad fairness og balance betyder i undervisningen

”Befolkningen i Mellemøsten har i gennemsnit en intelligenskvotient, der er betydelig lavere end gennemsnittet i Danmark. I takt med, at der kommer flere og flere personer i Danmark, der stammer fra Mellemøsten, følger det derfor logisk, at den samlede, gennemsnitlige intelligenskvotient vil blive lavere. Det er et problem, fordi det er svært at opretholde et demokrati i et land, hvor befolkningens IQ er lavere end 90”.

Er det acceptabelt, hvis Børne- og Undervisningsministeriets digitale læringsportal EMU rummer et inspirations- og vejledningsmateriale, der bygger på den præmis? Og bliver det mere eller mindre acceptabelt, hvis den tilgang til demokrati, befolkningsgrupper og intelligens, der er beskrevet ovenfor, fremstår neutral? Altså som om der var tale om den almindeligt accepterede sandhed, der ikke står til diskussion, og ikke på nogen måde er kontroversiel.

Passagen ovenfor er en omskrivning af et citat fra intelligensforskeren Helmut Nyborg. Han er - sagt uden polemik i tastaturet - en meget omstridt person. Derfor anser jeg det for helt udelukket, at EMU nogensinde ville bringe et citat af Helmut Nyborg. Med mindre det var omgivet af en sproglig berlinmur til beskyttelse imod, at det nogensinde slap ud i virkeligheden som en gyldig forståelse af noget som helst.

Derfor må det undre, at Børne- og Undervisningsministeriets digitale læringsportal EMU rent faktisk har indledt et samarbejde med Sex & Samfund om at fremme LGBT-dagsordenen. For den er mindst lige så kontroversiel som Helmut Nyborgs forskning – hvis ikke mere.

Lad os tage den obligatoriske indledning først: Seksuelle minoriteter har krav på anerkendelse, respekt og et liv i værdighed. Det kan der ikke være to meninger om. Og det er derfor, Danmark siden 1950’erne har været et foregangsland i den henseende.

Men LGBT-dagsordenen handler ikke om, at seksuelle minoriteter har krav på anerkendelse, respekt og et liv i værdighed.

Dagsordenen udspringer af såkaldte queer-ideologi. En ideologi, hvis omdrejningspunkt ifølge de to amerikanske forfattere Helen Pluckrose og James Lindsay er frigørelsen fra det normale.

”Normal” er et svært ord, fordi det mindst har to betydninger: En statistisk, hvor ordet betyder ”det mest almindelige”. Og en moralsk, hvor det betyder ”det alment anerkendte”. At de to ting hænger sammen, er ikke mærkeligt. Det er temmelig logisk, at det, der i matematisk forstand er mest af, også forekommer flertallet i befolkningen at være det mest ukontroversielle og u-opsigtsvækkende.

Når Sex og Samfund i samarbejde med EMU promoverer LGBT-dagsordenen, så promoveres derfor en dagsorden, hvor man principielt nægter at omtale noget som helst, der har med køn at gøre, som normalt. Hverken i moralsk eller statistisk forstand.

Og ikke nok med det: man promoverer faktisk en ideologi, hvor forestillingen om det normale skal angribes konstant. Enhver, der forestiller sig, at man kan leve fredsommeligt inden for rammerne af, hvad der er mest almindeligt, uden at behøve at tænke over det, skal udfordres. Og enhver forestilling om, at det ikke er noget problem at acceptere normalitet uden videre, skal nedbrydes.

Der er en række teoretiske forklaringer på, at LGBT-ideologien har dette udgangspunkt. Det fører for vidt at grave sig ned i dem her. Men sagt i al korthed, så afskyr LGBT-ideologien forestillingen om stabile kategorier. Stabile kategorier ser man som noget, magthaverne har skabt for at undertrykke resten af menneskeheden.

En anden ting, LGBT-ideologien afskyr, er biologi. Det er en form for tabu (der kaldes essentialisme) at påstå, at menneskets kønsidentitet og seksualitet som alt overvejende hovedregel er en afspejling af den fundamentale biologi, vi har til fælles med alle andre pattedyr (her iblandt kønnet formering; opdeling i hanner og hunner).

Uden for eget ekkokammer, er LGBT-ideologien yderst kontroversiel. Den amerikanske psykolog Steven Pinker har for eksempel skrevet en hel bog, der med fyldig dokumentation ikke mindst angriber ideen om, at man inden for kønsforskningen kan se bort fra biologi. For nylig gik en yngre, dansk homoseksuel også til angreb på ideologien i Politiken: Den bør ikke tage patent på, hvad det er at være homoseksuel. Men i virkeligheden rammes ideologien også af Merete Riisagers meget roste bog Selvbyggerbørn. Heri er hovedpointen nemlig, at vi lever i en tidsalder, hvor man overbelaster børn med problemer og beslutninger, det grundlæggende er helt forkert at byde dem. Det er også et fair gæt (som jeg absolut må understrege er et gæt og intet andet), at de fleste danskere betragter LGBT-ideologien som komplet skør.

Alene fordi LGBT-ideologien faktisk er så kontroversiel uden for eget ekkokammer, er det ikke rimeligt, at den får lov til at fremstå som ukontroversiel.

Lad mig gøre mit synspunkt fuldstændig klart: Jeg mener, at man kan undervise i alt. Men jeg mener ikke, det er fair eller rimeligt over for børn og forældre at skjule, hvad der er kontroversielt og menes af meget få mennesker, og hvad der er ukontroversielt og menes af de fleste. Når man underviser i holdningsbaserede emner, har man som lærer en implicit forpligtelse til at sætte det, man underviser i, ind i en større sammenhæng.

Men der er yderligere en grund til, at jeg mener, man skal være kritisk over for LGBT-ideologien. Det er, at den er berygtet for sin personforfølgelse. For eksempel af J.K. Rowling, som i al uskyldighed har sagt, at hun finder det fjollet ikke at kalde personer, der har menstruation, for kvinder.

Der tegner sig et billede af, at LGBT-ideologerne ikke tåler hverken kritik eller modsigelse, også i Danmark. I dette link kan man for eksempel læse, hvordan man forholdt sig til helt uskyldig satire og problematisering fra Signe Molde. Det korte af det lange er, at satire kun er tilladt på præmisser, LGBT Danmark kan godkende.

Samlet set fremstår LGBT-ideologien (ud over, at den formentlig ikke holder vand rent videnskabeligt) som totalitær og hensynsløs over sine modstandere. Den accepterer ikke kritik og opfatter i det hele taget ikke kritik som legitim. Derfor har man – ligesom islam, der uden sammenligning i øvrigt fungerer på samme måde – opfattet et kunstigt vrøvleord, der minder utrolig meget om udtrykket ”islamofobi”. Det hedder ”transfobi” og er tænkt til at virke på samme måde som ordet islamofobi: Som en sygeliggørelse og delegitimering af enhver form for kritik. Hvor berettiget, den så end måtte være.

Igen ser man den sandhed demonstreret, at mennesker, der gør sig til fortalere for mangfoldighed, som hovedregel afskyr holdningsmæssig mangfoldighed, når det gælder egne ideer og forestilinger.

Jeg mener på baggrund af alle disse overvejelser, at vi i Danmark er nødt til at genoverveje hele det spørgsmål om indoktrinering i folkeskolen, man også diskuterede i 1970’erne.

Der skal være metodefrihed og åbenhed i folkeskolen. Det er selvklart. Men der må også være nogle retningslinjer som sikrer, at det kontroversielle ikke bliver forklædt som det ukontroversielle. At der hersker en pluralisme, som gør det muligt, at alle synspunkter kan udfordres og bliver udfordret. Og at der hersker en transparens, som forhindrer skjulte dagsordener i undervisningen.

At EMU lader Sex & Samfund kolportere LGBT-ideologien uden modsigelse eller indplacering i en større sammenhæng, er derfor ikke noget godt tegn.