Vil du kæmpe for Islamisk Stat og være rugemor for IS-krigere? Så er kassen lukket
Dansk statsborgerskab er ikke en fribillet til jihad her, der og allevegne. Sofie Carsten Nielsen og Rosa Lunds venstrepopulisme giver mig nærmest åndenød.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
En kontroversiel sag fra Norge er på vej til Danmark. I Oslo Tingrett står en pakistansk-norsk kvinde tiltalt for at bistå Islamisk Stat fra 2013-2020 på mere end 20 opholdssteder i Syrien. Kvinden, der er 30 år i dag, har norsk statsborgerskab og har været gift med tre IS-krigere, med hvem hun har fået to børn. Hun afviser selv, at hun rejste frivilligt i krig under fremmed flag, og siger, at hun bare var forelsket.
Det specielle er, at hun og børnene sidste år blev hentet hjem fra en lejr af de norske myndigheder – og arresteret ved ankomsten. Evakueringen må have kostet en mindre bondegård, dertil kommer de midler, som myndighederne har brugt på telefonaflytning og efterforskning og nu må afsætte til retssag m.m. De løbende udgifter er der ingen, der snakker om. I de nordiske velfærdsstater gror pengene åbenbart på træerne.
Sagen udløste en regeringskrise i Norge sidste år. Indvandringskritiske Fremskrittspartiet var imod, at kvinden og de to børn skulle fragtes tilbage til Norge, og trak sig fra statsminister Erna Solbergs borgerlige regering, som blev blød i knæene med udsigt til at få en følelsesladet sag imod sig. Og nu mener venstrefløjen i Danmark, at også ”danske” IS-kvinder og børn skal hentes hjem fra Syrien og andre krigsskuepladser.
Aldrig kan vi tale om principper, strukturer og grænser. Altid skal vi tale om enkelte skæbner. Den og den pige. Den og den dreng. Hvorfor? Fordi empati er en absolut vindersag i en sentimental og pseudomoralsk epoke som vores.
»Sagen fra Norge viser, at det sagtens kan lade sig gøre,« udtaler Enhedslistens Rosa Lund, mens de Radikales Sofie Carsten Nielsen peger på eksistensen af i hvert fald én pige født af en dansk IS-kvinde et sted derude og udtaler: »Der er en fireårig pige, som nu gentagne gange er blevet rapporteret som værende i en meget udsat psykisk situation med risiko for varige mén. Jeg forventer, at det ikke bliver sådan, at et barn dør på statsministerens vagt«.
Jeg håber, at du sad ned, mens du læste citatet. Sofie Carsten Nielsens venstrepopulisme gav mig vejrtrækningsproblemer, da jeg så det på forsiden af asylavisen Politiken i onsdags. Men citatet er sigende for den venstrepopulisme, der stadig trives i hovedet på den velmenende middelklasse i indvandringsspørgsmålet.
Aldrig kan vi tale om principper, strukturer og grænser. Altid skal vi tale om enkelte skæbner. Den og den pige. Den og den dreng. Hvorfor? Fordi empati er en absolut vindersag i en sentimental og pseudomoralsk epoke som vores.
Jaså, der findes et enkelt barn derude, som lider. Lad mig korrigere venstrefløjen: Der findes tusinder, titusinder, nej, mange flere børn, der lider rundtomkring på kloden, endda nogle børn i Underdanmark, som ikke længere synes at interessere den moderne venstrefløj. Indrømmet, langt, langt de fleste af disse børn er muligvis ikke født af noget så eksotisk som en bindestregsdansker, men bor i Myanmar, Rwanda, Mexico, Herlev, Kolding eller Fredericia.
Alligevel er det netop det ene ”danske” barn, der skal reddes hjem i socialstatens sikkerhed. Ligesom i Norge.
Egentlig politisk dømmekraft befinder sig et sted mellem idealisme og kynisme. Den udspringer af konkret virkelighed og må have blik for realiteterne, som blandt andet er, at der findes sådan noget som Islamisk Stat, hvor ubehageligt det end er at tale om, og at denne islamiske forbryderorganisation øver en vis tiltrækningskraft på unge, våbenføre immigranter i Vesten, der enten tror rigtig meget på ham der Muhammed Olsen eller mangler et sted at gå hen med al deres energi og anerkendelsesdrift.
Og at samme organisation og samme unge, våbenføre mænd øver en vis tiltrækning på unge kvinder gemt bag slør og niqab, enten fordi også de tror rigtigt meget på ham dér eller bare synes, at våben, langt skæg og maskuline slagord er en vældig sexet kombination.
Dem om det, havde jeg nær sagt. Men de skal ikke regne med at få en flyver hjem fra Langtbortistan, når lokummet brænder.
De må jo tro, vi alle tænker som Sofie Carsten Nielsen og Rosa Lund, når det gælder realiteterne derude. I så fald tager de fejl. Vil du kæmpe for Islamisk Stat og være rugemor for IS-krigere? Udmærket. Men så er kassen lukket, og festen forbi. I hvert fald her i Dannevang. Dansk statsborgerskab er ikke en fribillet til jihad her, der og allevegne.