Tør Jacob Nielsen ansætte Troels Bech?
Man kan pege på tre udfordringer for AGF's direktør, Jacob Nielsen, mens uret tæller ned til forårspremieren i Superligaen. En af dem er ansættelsen af en ny sportschef. Ville han turde ansætte Troels Bech? spørger redaktøren.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Få dage til forårets superligapremiere og afsættet til en meget åben, meget spændende turnering med et mesterskab, der nok ligger til FC Midtjylland, men som der er en sjælden chance for at række ud efter for flere klubber. Heriblandt AGF.
Når man så anvender adgangen til disse spalter og platforme til åbenbart endnu en gang at være smittet med ”Aarhus-sygen”, hvis mest udtalte symptom er en naiv optimisme på vegne af “Byens Hold”, er det måske på sin plads, at jeg præsenterer mig selv i denne sammenhæng, før jeg uddyber.
Det er ikke første gang, at jeg ytrer mig om AGF – hverken i Jyllands-Posten, JP Aarhus eller på jp.dk – idet jeg var sportsredaktør i mediehuset fra 2006 til 2016. Dengang forstyrrede jeg med analyser og meninger om al sport i “Set fra Sidelinjen”, denne gang vil jeg i “Set fra Aarhus”, med passende mellemrum, holde mig til østjysk sport – og ikke mindst AGF.
Jeg opfatter AGF som en af byens vigtigste institutioner, og om man så vælger at kalde det en kulturinstitution eller vil affærdige klubben som ”professionel aktør i oplevelses- og underholdningsindustrien”, er sådan set underordnet. Fodbold er det vigtigste i verden, som ikke er vigtigt, og når fodbolden er bedst, udvisker den kulturelle, sociale og ideologiske skel – den bliver et fælles referencepunkt for en uforpligtende, men passioneret samtale, som AGF er det for samtalen i Aarhus. Alle kan være med – fodboldekspert er ikke en beskyttet titel.
Den interessante samtale om AGF lige nu drejer sig for mig om klubbens markante direktør, Jacob Nielsen – uomtvisteligt en succes med tålmodigt udviklingsarbejde, bronzemedaljer og umiddelbart fornuftig økonomi. Men Jacob Nielsen står med nogle udfordringer, som kommer til at definere AGF’s fremtid på kort sigt og lidt længere.
1. Hvem finder Jacob Nielsen til den forretningskritiske rolle som sportschef?
2. Hvordan sikrer Jacob Nielsen, at David Nielsen forbliver glad og forbliver i klubben?
3. Kan han – og vil han – beholde Casper Højer, indtil det helt rigtige tilbud kommer, og i hvert fald sæsonen ud?
Det sidste først – der er al mulig grund til at ”investere” i truppens styrke ved at beholde Højer – nøglespiller og kulturbærer. Javel, det lyder banalt, men årets Superliga er så uforudsigelig – AGF er tre point efter FCM efter 13 spillede kampe – at det er nu, om noget tidspunkt, at man skal række ud efter selv den fjerne chance og undlade at svække sig i forhold til konkurrenterne.
David Nielsen er naturligvis ikke på vej væk netop nu, men Jacob Nielsen må nødvendigvis forholde sig til den realitet, at David Nielsen også har været en succes, og at han også kan ønske at kapitalisere af den med det næste hop i sin karriere. Om David Nielsen har været så bevidst om det, at han har sikret sig en mulighed for at blive løst af sin kontrakt, aner jeg ikke, men under alle omstændigheder vil være det uhensigtsmæssigt at have en træner, som hellere vil et andet sted hen. Jeg er ikke i tvivl om, at David Nielsen mener det, når han peger på AGF som et af de bedste steder at være træner. Jacob Nielsens opgave er at sikre, at han bliver ved med at have det sådan. David Nielsen er, stadig, helt rigtig for AGF.
Der er ingen tvivl om, at det var et hårdt slag for AGF og Jacob Nielsen, da Peter Christiansen tog det store job og pengene i FC København. Hvem ved, måske også, fordi Peter Christiansen havde brug for ikke at blive sat i bås som Jacob Nielsens protegé.
Den stærke relation og den indbyrdes forståelse mellem Jacob Nielsen og Peter Christiansen er i min opfattelse en væsentlig del af årsagen til AGF’s succes. Relationen mellem direktør og sportschef er væsentlig i en fodboldklub – især når direktøren fylder så meget, som Jacob Nielsen gør.
Derfor er jeg meget spændt på, hvilken profil Jacob Nielsen ender med at finde til jobbet. Vil han gå efter en lidt mindre tung profil, en firmaets mand, der tilpasser sig organisationen og i samarbejdet accepterer, at Jacob Nielsen nu engang fylder meget. Eller går han efter den tunge profil – Troels Bech som eksempel – der vil sætte sine grænser, fylde mere og udfordre også Jacob Nielsen?
Måske lyder det som et retorisk spørgsmål, men det er det ikke. For mens man instinktivt tænker “gå efter navnet”, kan realiteten godt være, at den anden profil passer bedre til organisationen – blot fagligheden og det altafgørende netværk er til stede.
Personligt ville jeg nu gerne se Troels Bech i AGF, uden at jeg aner, om han er interesseret – det skulle nok stimulere samtalen om fodbold i Aarhus. Hvorom alting er: Jacob Nielsens beslutninger i disse sager bliver ganske definerende for AGF’s fremtid.