EU er selv skyld i, at Polen og Ungarn stiller sig på bagbenene

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Så er den gal igen med Polen og Ungarn, som har nedlagt veto over for EU’s coronahjælpeplan. Når de to lande vetoer planen, er det ikke, fordi de ikke vil have pengene, men fordi der er noget, der er vigtigere for dem end penge, nemlig at tage afstand fra den ”retsstatsmekanisme”, som unionen har gjort til en betingelse for at få del i pengene, og som de to lande ser som et forsøg på værdimæssig Gleichschaltung i Europa.

Progressive EU-tilhængere taler nu igen om, at de to utaknemmelige lande burde smides på knæ og albuer ud af det pæne selskab. Det findes der nu ikke hjemmel til. Men sikkert er det, at man i Bruxelles ville ønske, at man aldrig havde optaget landene. Hvad det angår, har man nu kun sig selv at bebrejde. For man kan ikke tage fejl af den neokoloniale strategi, der dengang for 20 år siden drev Den Europæiske Union til at udvide sig med markederne i øst. Under dække af at ville beskytte greb man begærligt ud efter magten over de østeuropæiske nationer, der var frisat med Murens fald, efter i århundreder at have været underkastet stærkere naboer som Rusland, Prøjsen og Østrig.

Man forestillede sig i Bruxelles, at taknemmeligheden i lande som Polen, Ungarn og Tjekkiet over at komme med i det fine progressive selskab ville være så stor, at de med glæde ville tage imod ”den europæiske ideologi” med dens modernistiske, liberale og globale værdier.

Der tog man grundigt fejl, og meget havde nok set bedre ud i EU i dag, hvis man i stedet for fuld indlemmelse havde arbejdet med glidende samarbejdsaftaler. For med fuld genklang i folkedybet i de pågældende lande var planen nemlig aldrig at lade sig opsluge med arme og ben af endnu et imperium, så kort tid efter man var sluppet fri af kløerne af det foregående. Planen var at etablere sin egen nationalstat på egne præmisser, nu hvor man endelig havde fået chancen til det. Men hvis EU kunne og ville bidrag materielt (frit marked, infrastruktur osv.) til det, så fint. National suverænitet har dermed hele tiden været det centrale for lande som Polen og Ungarn. I det øjemed har de i stigende grad søgt at fastholde, hvad man bedst kunne kalde traditionelle nationale og kristne værdier, som kolliderer frontalt med de progressive woke-værdier, man – i ligeledes stigende grad – ser som de ønskværdige i Bruxelles.

”Forenet i mangfoldighed” lyder det europæiske motto, men med mangfoldighed tænker man centralt i EU netop ikke på at skabe plads til traditionelle nationale og kristne værdier, man tænker mere på multikulturelle værdier – alt det, der forbindes med tidens woke-bevægelser. EU’s LGBT+-strategi kan ses som et eksempel på en sådan ”normativ imperialisme”, som det er blevet kaldt – og med ”retsstatsmekanismen” viser man i Bruxelles vilje til at ville pådutte medlemsstaterne værdier, som også i vide kredse i Vesteuropa ses som samfundsopløsende.

Måske derfor opfattes Polens og Ungarns veto mod ”retsstatsmekanismen” som en trussel i Bruxelles, fordi landene dermed lufter holdninger og værdier, som også er populære i vide kredse i vesteuropæiske lande, hvor nationalstaten nyder stigende støtte. Man behøver ikke at være enig i Viktor Orbáns generelle politik for at sætte pris på, at der i Europa er stemmer på statsligt niveau, der udviser mod til at ”tale Bruxelles midt imod” ud fra traditionelle værdier – at der stadig findes vilje til den form for mangfoldighed.