Fortsæt til indhold
Kommentar

Fangeflugt. Vågn op justitsminister

Hvorfor er justitsministeren så dårligt orienteret om fængselsbetjentenes forhold. Hvorfor snakker ministeren uden at handle.

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

”Jeg er også pænt overrasket over, at det kan lade sig gøre. Gudskelov lykkedes det os at få fat på ham, så der er styr på situationen igen, ” sådan siger justitsministeren til TV 2 i anledning af drabsmanden Peter Madsens flugt fra Herstedvester Fængsel.

Ligesom resten af den snakkende regering snakker Hækkerup om handleplaner, der skal speedes op. Men når justitsministeren bliver spurgt mere konkret, har han intet svar.

Det er utroligt, at landets justitsminister så åbenbart er aldeles uvidende om forholdene i landets fængsler. Og er så handlingslammet.

I årevis har fængselsbetjentene i en løbende strøm udsendt nødråb om de elendige arbejdsforhold.

Så sent som i går formiddags lige inden Peter Madsen stak af, udsendte fængselsbetjente og institutionslederen på Nyborg Statsfængsel et nødråb, der viser, hvordan den centrale ledelse behandler sine ansatte. Man får to døgns varsel til at indrette celler til større belæg. Det er helt urimeligt og nærmest praktisk umuligt. Sådan behandler man ikke sine ansatte.

Fængselsbetjentene har i årevis været ladt i stikken, og vi har hørt om det igen og igen uden at justitsministeren har løftet en finger.

Underbemandingen er utålelig. Og naturligvis går det ud over sikkerheden, allerede fordi færre fængselsbetjene betyder, at kontakten med de indsatte bliver mindre. Dermed bliver det sværere at tage konflikter i opløbet, og det bliver vanskelige at opfange signaler, om at f. eks. en fangeflugt er under forberedelse.

Det er i samfundets interesse, at det bliver mere prestigefyldt at være fængselsbetjent.

Skal dette mål opnås, kræver det langt bedre arbejdsforhold, så de mange sygemeldinger og flugten fra jobbet vendes til en større ansøgerskare.

Kom nu i gang justitsminister! Det haster med at rette op på de skandaløse arbejdsbetingelser i danske fængsler.