De Radikale er altid på den forkerte side af historien
Når løgn, forstillelse og amoral hører til i kernen af ens politiske bevægelse
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Uanset hvad man mener om MeToo-bevægelsen, er De Radikale på den forkerte side af den. I spidsen havde de selv en leder med et indlysende bøvet forhold til kvinder. Men de har samtidig ført an i hysteriske overreaktioner såsom Lotte Rod, der ophidsede gemytterne med at nævne en uspecificeret seksuel krænkelse fra en folketingskollega, der viste sig at være en hånd på et lår.
Deres ledelse har udmærket sig i fortielser og løgne om egne sager om krænkelser på den værst tænkelige måde. Ligesom de naturligvis har ført an i hykleriet med det absolutte højdepunkt den 3. oktober med Morten Østergaard og Sofie Carsten Nielsens populistisk-symbolske 24-timers cirkus om hverdagssexisme. Hvad er der egentlig foregået i hovedet på dem? Med den viden, vi i dag ved, de begge havde, er det faktisk svært at afgøre, hvem af de to der er mest moralsk afpillet.
Hvordan opstår sådan et monumentalt hykleri? Sådan et gennemført moralsk svigt? Ja, i partiets historie er det faktisk det mindste. Det Radikale Venstre har haft en forunderlig evne til konsekvent at være på den forkerte side af historien og alligevel blive taget alvorligt.
Udgangspunkt for De Radikale er den intellektuelle svindler Georg Brandes. Tænk engang, at hans hovedværk om ”Hovedstrømninger i det 19. Aarhundredes Litteratur” havde det udgangspunkt, at dansk kulturliv i 1800-tallet var forstenet. I ved nok, den periode, vi i dag kalder Guldalderen, med Grundtvig, Kierkegaard, H.C. Andersen osv. Brandes’ aristokratiske radikalisme genfinder vi stadig i hans parti i dag, der handler om geniets forrang for den gemene hob med deres latterlige tro og fædreland. Jo, De Radikales konsekvente hensynsløshed over for almindelige mennesker er ikke nogen ideologisk tilfældighed.
Den første radikale statsminister var Carl Theodor Zahle, der mest er kendt for at være den statsleder, der endegyldigt tabte Sydslesvig til Tyskland. Frem til Anden Verdenskrig fik De Radikale gennemtrumfet den usle nedrustning, der efterlod Danmark forsvarsløst over for nazityskland. Herpå fulgte den anden radikale statsminister, Erik Scavenius, hvis tyskvenlige politik rimeligvis gør ham til danmarkshistoriens største landsforræder. Den tredje og forhåbentlig sidste radikale statsminister var Hilmar Baunsgaard, hvis VKR-regering førte den mest venstreorienterede og derfor mest skadelige økonomiske politik af alle regeringer i danmarkshistorien. Siden har de radikale især gjort sig bemærket med modstanden mod Nato, hvor de ikke ikke mindst lagde grunden til Danmarks svigt over for vores allierede i 1980’ernes fodnotepolitik. For naturligvis ikke at glemme udlændingepolitikken, hvor De Radikales fatale svigt over for Danmark og danskerne gør, at både Socialdemokraterne og Venstre er tvunget til at holde dem ud i strakt arm.
I Danmark har vi dog ingen tradition for at lukke folk ude i kulden, uanset hvor moralsk problematisk deres fortid er. Hvis de tidligere stalinister i Enhedslisten kan blive stuerene, så kan De Radikale selvfølgelig også.
Men moralske svigt gør naturligvis noget ved folk. Det gør ondt på sjælen at tage fejl, og hvis man ikke reflekterer over sit eget svigt, skaber det rod i kompasset. Det er den eneste måde, vi kan forstå Morten Østergaard og Sofie Carsten Nielsen på. ”Virkeligheden kalder, og vi vil ikke tie” kaldte de deres 24-timers happening mod sexisme. Begge fuldkommen bevidste om deres astronomiske hykleri. Når løgn, forstillelse og amoral hører til i kernen af ens politiske bevægelse, så mister den også evnen til at skelne mellem ret og vrang.