Kønskrigen 4. Kan Frank og Morten ikke engang bære en brandert?

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Jeg fornærmer vist ingen ved at konstatere, at både Morten Østergård og Frank Jensen er ud over den spæde ungdom.

Om det betyder, at de er blevet klogere, er til gengæld et godt spørgsmål.

De lever i hvert fald ikke op til mine forventninger om politisk lederskab. De opfører sig som små uartige drenge, der hele tiden skal afprøve grænser.

Et gammelt ord siger, at når alkoholen går ind, går forstanden ud.

Det er gammel visdom. De fleste af os har den ene gang efter den anden gennem hele livet erfaret sandheden i denne visdom.

Problemet er jo ikke, at man hygger sig med et par drinks i festligt lag. Problemet opstår, hvis man ikke kan bære en brandert og alligevel (for skatteborgernes regning?) i embedet drikker sig i hegnet og totalt mister sansen for sin egen begrænsning og handler, som man ikke ville handle i ædru tilstand.

For jeg går da ud fra, at hverken Morten eller Frank, som jeg begge kender, ikke i ædru tilstand render rundt og gramser på kvinder, der ikke udtrykkeligt har bedt om det.

Jeg går da ud fra, at de i ædru tilstand rent faktisk er i stand til at bruge og tænke med det, de har mellem ørerne og ikke lader sig styre af andre organer.

Mænd, der er så umodne, at de drikker, så forstanden går ud, skal virkelig passe på i vor tid. Ikke mindst, hvis de indtager magtpositioner.

Tiderne har ændret sig totalt. Da jeg for mange årtier siden var i den alder, hvor mændene tog mig på lår og barm og klaskede mig bagi, blev jeg måske rasende og gjorde håndfast regningen op lige på stedet.

Til andre tider udviste jeg en moderlig overbærenhed over for de umodne barnerøve, der kunne slippe fra gramseriet med min moderlige belæring.

Min generation klarede ærterne selv og satte klare grænser – og så var den potte ude, uden at vi kvinder rendte klynkende rundt og bar nag i syv -tolv år.

Nu er det anderledes. Det er som om, større og mindre krænkelser vokser i betydning, samtidig med, at der samles til bunke, så stødet mod mændene kan sættes ind på det rette tidspunkt.

Det er, hvad der er sket for Morten og Frank. Og der ville kommer flere bekendelser og flere sager, for der ruller en tsunami ind over mændene, der ikke kan værge sig imod, at ældgamle sager nu trækkes frem.

Jeg kan ikke fordrage denne form for kvindekamp, hvor det handler om politisk magtkamp, oplevet krænkelse og udlevet hævnfølelse. Jeg kan ikke fordrage, at hele verden skal involveres så mange år efter.

Jeg kan ikke fordrage, at kvinder, der ikke er kvalificerede, på samme tid forlanger at blive behandlet som skørt porcelæn og på samme tid forlanger stillinger, som om det at være kvinde er en særlig faglig kvalifikation.

Men uanset, hvad jeg mener, så kan tsunamien ikke stoppes, før mændene har fået ryddet op i fortiden og holder op med at drikke hjernen ud.

Politisk lederskab og andet lederskab er altså ikke en gymnasiefest!!!!!!!!!!

Vi skal have ligestillingen tilbage.

Den ægte ligestilling, vel at mærke.

Den ligestilling hvor kønnene i respekt for hinanden kan omgås naturligt på arbejdspladsen og have det sjovt uden lumre undertoner og uden alkohol.

Den ligestilling, hvor kvinderne accepterer og respekterer, at den bedst kvalificerede uden skelen til køn, besætter chefstillingen.

Denne ægte ligestilling - for begge køn - bør alle bidrage til.