MeToo - lad mig lige slå flere ting fast!
Lad os en gang for alle få slået fast, at der både findes et racisme-, diskriminations- og sexismeproblem i landet.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Hold da op, som der dukker sexismesager op i dette ganske land. Fra mediebranchen til forskerverdenen har kvinder i alle former og farver oplevet at blive krænket af deres mandlige leder eller kollega. Sofie Linde har godt nok fået sat gang i tingene. Det krævede åbenbart, at hun lige skulle skubbe til snebolden, inden den kunne rulle og blive til en lavine, og det er den blevet.
Det er selvfølgelig sagen med Morten Østergaard og Lotte Rod, der har vundet mest opmærksomhed, og for mange af os har den virket som en overreaktion fra Mortens og Radikale Venstres side. De fleste af os tænkte, at det nok lige var en overreaktion, at Østergaard skulle miste formandsposten pga. en 10 år gammel uønsket hånd på Lottes lår. Det er så efterfølgende kommet frem, at Morten har været involveret i flere sexismesager i Radikale Venstre. Gad vide, hvad vi fremover kommer til at kalde Morten Østergaard!
På de sociale medier kan man som altid finde mange meninger til hele sexismedebatten, men sådan er det med alle emner. Folk har sgu en mening om det hele, og sjovt nok er de alle sammen blevet eksperter i, ja, alt muligt. Vi kan vel bare sige tak til de sociale medier for at have givet alle en plads til at ytre sig!
Selvom Pia K. og Inger Støjberg har prøvet at sætte en stopper for lavinen, så er det ikke helt lykkedes – sagerne bliver ved med at poppe op.
Vi kunne nemt sidde fra morgen til aften og prøve at analysere og gisne om, hvad der fx er sket i de mange timer, hvor Radikale Venstres ledelse har siddet og diskuteret sagen om Morten Østergaard og Lotte Rod, eller om anklagerne imod Østergaard er holdbare eller falske. Vi kunne også sidde og lege eksperter i, hvorfor sexismedebatten har taget denne drejning, flere år efter den startede i USA, men uanset hvad ruller lavinen, og sagerne kommer frem en efter en, derfor kan vi kun prøve at slå nogle ting fast:
• Det første, vi kunne slå fast, er at erkende, at vi har et sexismeproblem her i landet. Måske kunne vi også kalde det for et ligestillingsproblem, magtforholdsproblem eller krænkelsesproblem. Uanset hvad vi kalder problemet, har vi mange kvinder, der har følt sig krænket og dårligt behandlet af deres mandlige leder eller andre mandlige kollegaer, der har siddet i højere positioner end dem selv. Derfor nytter det intet, som mange også gjorde ved racismedebatten, som vi havde for få måneder siden, at nægte tilstedeværelsen af et sexisme-/ligestillingsproblem i dette ganske land. Lad os en gang for alle få slået fast, at der både findes et racisme-, diskriminations- og sexismeproblem i landet.
• Vi kan også fastslå, at vi alle sammen skal stoppe med at tale på vegne af andre og stoppe med at dømme andre. Det er fuldstændig ligegyldigt, om du eller jeg tror på de forskellige kvinders krænkelseshistorier eller ej. På samme måde er det fuldstændig ligegyldigt, om vi anser fortællingerne som ægte eller krænkelsesværdige. Hvis en kvinde (eller en mand for den sags skyld) har følt sig krænket, så er det reelt nok. Ingen grund til at nægte, nedtone eller negligere, hvad andre føler.
• Når det så er sagt, kan vi også slå fast, at der i denne proces selvfølgelig vil være kvinder, der vil stå frem bare for at få noget opmærksomhed, eller som vil bruge situationen til at træde på et andet menneske og dermed måske opnå noget, karrieremæssigt. Således kan nogle mennesker desværre agere, men det skal ikke ødelægge de andre kvinders sag.
• Vi må også lige slå fast, at dette ikke er Danmarks eneste problem, og derfor skal vi også slå koldt vand i blodet uden at negligere problemet men huske på, at der også er meget andet at tage fat i.
• Vi kan også meget nemt slå fast, at det er de ressourcestærke kvinder, der i disse uger råber op. Det er ikke de voldsramte kvinder, der sidder fast i deres voldelige forhold uden at kunne se en udvej. Det er heller ikke de kvinder, der er tvunget til at have sex med mænd kun af økonomiske grunde eller i frygt for deres mandlige alfonser, eller de mange andre kvinder, som af den ene eller anden grund ikke har modet eller ressourcerne til at råbe op. Derfor er det også vigtigt, at problemet ikke bliver negligeret til, at det kun handler om Morten Østergaard og Radikale Venstre. Det må ikke gå hen og blive en diskussion, der kun handler om personsager, og hvor snakken går på, hvor længe Sophie Carsten Nielsen har kendt til Morten Østergaards krænkelsessager og dermed blive gjort til et kendisproblem. Vi skal huske at være en stemme for dem, som virkelig mangler en stemme.
Her afslutningsvis bliver jeg også nødt til at slå fast, at vi selvfølgelig skal passe på med ikke at skabe yderligere splittelse i vores samfund, end der i forvejen eksisterer. Vi har allerede en kæmpe splittelse i etnicitet, religion, politiske holdninger m.m., og derfor skal vi ikke til at skabe en mand-kontra-kvinde-splittelse, hvor kønnene ikke længere kan omgås hinanden uden at være bange for, hvad det vil resultere i.
Det er ikke en nem diskussion, men godt at vi har fået gang i den - selvfølgelig så længe det sker på en fornuftig måde og med respekt og ydmyghed over for hinanden.