Jeg var ude som hjemmesygeplejerske, og jeg havde kun 10 minutter!

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Jeg elsker at hoppe i kitlen og være hjemmesygeplejerske. Det er ikke alle, der får den mulighed. Men lige så snart de åbner døren til deres hjem og inviterer mig ind, føler jeg hver gang, at jeg træder ind i deres verden.

Hvis det er medicin, jeg skal dosere, går jeg til køkkenet for at finde medicinboksen, og hvis det er sårpleje, så er det soveværelset eller badeværelset, jeg går til for at finde materialer. Jeg ved ikke, hvorfor de ligger der, men man er aldrig i tvivl om, hvor man finder de ting, man skal bruge, når man kommer hjem hos borgerne som sygeplejerske. Man ved bare, hvor de ligger.

Mens jeg går rundt i lejligheden, får jeg flere indtryk af borgeren. Fra duften, møbleringen, hygiejnen, billederne og malerierne. Og kan man også få lov til at sludre lidt med sin borger, så er der intet bedre.

Men det er desværre langtfra virkeligheden.

For hver gang jeg hopper i kitlen for at komme tættere på virkeligheden, får jeg mindre og mindre tid til at få glæde af alt det, der er dejligt ved at være hjemmesygeplejerske. For tiden bliver mindre og mindre.

På køreplanen stod der for eksempel »måle blodtryk og psykisk støtte« til en borger.

Men der var kun afsat 10-20 minutter til det hele.

Systemet tager ikke højde for, at man også skal tage sine sko og sin jakke af, pænt hilse på borgeren og begynde stille roligt på ydelserne. Systemet forventer, at man kaster sig over opgaverne, lige så snart man går ind, fordi uret ”tikker”.

Jeg må være ærlig og indrømme, at jeg ikke selv altid har været god til det med at overholde tider.

Jeg kunne heller ikke nå det i dette tilfælde. Jeg blev faktisk hos denne borger meget længere, end der var regnet med, hvorfor jeg heller ikke kunne nå at komme til tiden hos andre borgere. Og jeg måtte desværre bede om hjælp fra kollegaerne. Som jeg så heldigvis også fik.

Men det går ikke.

Systemet skal ikke stresse og presse de ældre og styre deres tempo.

Det er de ældres tempo, der skal styre systemet. Jeg kan ikke tillade mig som fremmed i deres hjem at bede dem skynde sig eller gå lidt hurtigere og sætte sig på sofaen, fordi tiden løber.

Det er forkert.

Ligesom jeg heller ikke kan tillade mig at sidde og med det samme forvente, at borgeren åbner sit hjerte op for at fortælle, hvad bekymringerne har været det sidste døgn, siden søvnen blev ved med at udeblive. Det kræver lidt tillid og lidt relationsarbejde.

Ingen kan fortælle sine bekymringer og få aflastet sit tunge hjerte på bare på 10 minutter!

Men det går systemet jo ikke op i.

Systemet er glad, fordi ydelsen er bevilget. Og for hver gang sygeplejersken er på besøg og swiper til højre på sin ipad, bliver systemet tilfredsstillet.

For hvordan ydelsen er leveret, og hvad kvalitet den er leveret i, bekymrer systemet sig ikke om. Borgeren og sygeplejersken ved det. Og det gør ondt på dem begge.

Ældres vilkår (især hvis de er uden familiehjælp og -stemme) er virkelig til at blive flov over.

Måske er det også derfor, flere sundhedsfaglige går hjem fra arbejde med dårlig samvittighed. For de ved det. Men de kan bare ikke gøre noget ved det.