Danmarks Radio tumler rundt med kiksede chefer
Inhabile chefer på DR tilkalder som bistand en ekstern og endnu mere inhabil redaktør, Henrik Qvortrup
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Der er grund til både at græde, kritisere og le over Danmarks Radios totale mangel på ledelseskompetence i sagen om sexovergreb på DR-medarbejdere.
- Græde, fordi adskillige kvinder på Danmarks Radio i årevis har været udsat for seksuelle overgreb, der får en gammel anklager til at tænke på flere paragraffer i straffeloven.
- Kritisere, fordi cheferne på DR har været både døve og blinde og aldeles uegnede til at have med medarbejdere at gøre.
- Kritisere, fordi Danmarks Radio i udsendelsen ”søndagsfrokosten” søndag dækkede over den mand, der mest af alt leder tanken hen på en seriesexforbryder.
- Kritisere, at man, fordi man hævder at være inhabil, ikke vil omtale den alvorlige sag, hvilket man så alligevel gør til overmål om mandagen.
- Le foragteligt, fordi DRs øverste ledelse om tirsdagen finder ud af, at nærmest hele DR Byen er besmittet med inhabilitet.
- Foranlediget af denne epidemiske inhabilitet tilkaldes en ekstern redaktør, en sand moralens vogter på den høje hest, som skal delagtiggøre p1-lytterne i flest muligt slibrige detaljer om sexmisbrugeren.
Denne eksterne redktør, der skal agere moralens vogter, viser sig at være Henrik Qvortrup. Men han er slet ikke habil, for han er i familie med chefen på det program, hvor han skal være stand-in for alle de inhabile.
Jyllands-Posten har ikke hos DR kunnet få svar på, om det ikke havde været muligt at finde en DR-medarbejder, som ikke er inhabil.
Det manglende svar giver mulighed for alle mulige spekulationer om, hvor mange medarbejdere den anklagede egentlig har forgrebet sig på seksuelt. Og hvor mange mænd og kvinder han i årevis har truet og på anden måde forulempet.
Om ledelsen både mangler syn og hørelse, når det angår medarbejdernes ve og vel, giver til gengæld ikke plads til spekulationer.
Det står badet i det stærkeste projektørlys.
Arme medarbejdere.