Uden Gud ender det i ubetydelighedens fortvivlelse

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

I sidste uge skete der en forfærdelig ulykke nogle hundrede meter fra, hvor jeg bor, oppe i Gjellerupområdet i Aarhus. Det har af gode grunde fået en del medieopmærksomhed, fordi det samtidig rammer et politisk tema om vanvidskørsel. Og politiet har af lige så gode grunde sat ekstra kræfter ind på at udrede ulykkens årsag.

Jeg bor ikke blot tæt på ulykkesstedet, men er også relativt tæt på afdøde, fordi hun kom i den kirke, jeg er præst i – en kirke, som er fuld af unge mennesker, hvoraf mange har været meget tættere på hende end mig.

Hændelsen afføder selvsagt spørgsmål til troen på Gud. Hvordan kan Gud lade det ske?

Det vil kræve betydeligt mere end en blog at svare nogenlunde ordentligt på det spørgsmål, men lad mig alligevel kaste et lille perspektiv ind på det spørgsmål.

Jeg læste for nogle år siden et essay af den norske professor i idéhistorie, Trond Berg Eriksen. Essayet handler om den norske nobelprisvinder i litteratur Sigrid Undset, som skrev nogle fremragende middelalderromaner. I essayet beskriver Trond Berg Eriksen middelaldermennesket som et menneske, der ”levede i verdens centrum og havde Guds opmærksomhed rettet mod sig. Det indebærer, at alt det, mennesker i det førmoderne samfund foretog sig, og som skete med dem, betød noget i den store verdenshusholdning. Selv når det kristne menneske var forbandet, forblindet og fordømt, beholdt det en uafvendelig værdighed – for magterne var intenst optaget af dets evige skæbne.”

Trond Berg Eriksen sætter en karakteristik af det moderne menneskes livsstemning op som modsætning til middelaldermennesket. Det moderne menneske lider under ”ubetydelighedens fortvivlelse”.

Jeg talte forleden med en præstekollega, som også lige nu er i kontakt med en familie i dybt tragiske omstændigheder. Ligeledes en helt ubegribelig ulykke med dødsfald til følge.

Han fortalte om en samtale med en af familiemedlemmerne, som gav udtryk for for længst tabt tro på Gud i forlængelse af livets lidelser, og nu altså voldsomt bekræftet. Min kollega udtrykte forståelse, men sagde også til ham: »Bliver det lettere at bære uden Gud?« Hvortil den anden svarede nej.

Fortvivlelsen over Gud er at foretrække fremfor ubetydelighedens fortvivlelse. Fortvivlelsen vendt mod Gud har i det mindste retning. Fortvivlelsen uden Gud er retningsløs – og bekræfter kun menneskets fundamentale ubetydelighed.

Fortvivlelsen rettet mod Gud har i det mindste et lille – måske i perioder meget, meget lille – håb om, at den Gud, jeg er fortvivlet over og måske vred på eller tillidstabende over for, har et skjult kort i ærmet, et eller andet endnu uset, uventet, noget, der måske alligevel kan vende det hele til syvende og sidst.

Det var måske også det, der fik den jødiske forfatter Clara Kramer til at skrive, som hun gør i bogen ”Claras krig”, hvori hun fortæller sin egen og familiens ufattelige historie under Anden Verdenskrig, hvor de i næsten to år levede skjult i en jordkælder under et hus i Polen: »Jeg vidste ikke, hvordan jeg kunne være så vred på Gud og alligevel finde så meget trøst i vore bønner.«