DR's nye serie ”Ulven kommer” er smerteligt genkendelig

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Kvalmen bevægede sig op gennem halsen. Jeg sank og sank. Imens fik jeg ondt i maven, kiggede væk fra skærmen, rejste mig, tændte stearinlys, overvejede om jeg skulle slukke fjernsynet. »Er det for meget for dig? Kommer det for tæt på?« spurgte min mand.

Gamle følelser, selv i et nyt liv i trygge omgivelser langt væk fra pludselige slag og humørsvingninger, lurede lige under overfladen.

Man identificerer sig med den bekymrede socialrådgiver og skolelæreren

Danmarks Radio havde i går premiere på serien ”Ulven kommer”. Holly anklager i en danskstil sin stedfar for vold, og dansklæreren involverer kommunen, der tager forældremyndigheden fra moren og anbringer Holly og hendes lillebror hos en plejefamilie.

Der var flere ting, der fik hårene til at rejse sig i nakken på mig. Skuespillerne spiller deres roller fremragende og overbevisende. Det er let at forestille sig socialarbejderen fra kommunen, der ser et barn i nød og gerne vil hjælpe. Læreren, der reagerer efter at have læst en danskstil, der for ham at se er et råb om hjælp, sympatiserer man også med. Hollys mor, der bliver konfronteret med en virkelighed, hun ikke kan eller vil forholde sig til spilles overbevisende.

Og så er der Holly. Holly er 14, og det er hendes danskstil, hvori hun beskriver en voldelig episode hjemme i familiens villa i et forstadskvarter i Midtjylland, der får de sociale myndigheder op i højeste gear og familiedramaet til at rulle.

Holly er modig. Jeg turde i hvert fald ikke som 14-årig fortælle nogen om, hvad der foregik hjemme hos os.

Størst af alt er Svigtet

DR skildrer morens reaktion helt fantastisk, skræmmende godt. Jeg kan næppe være den eneste seer, der har erfaring med en mor, der nægtede at tro på de beviser, der blev fremført af både hendes datter og af de offentlige myndigheder men i stedet anklagede sin datter for at have brug for opmærksomhed, finde på historier – ja, for decideret at lyve.

Hollys reaktion på svigtet, hendes stille men desperate tryglen i telefonen i et forsøg på at få moren til at være der for hende, er rå og smerteligt genkendelig. Holly håber, at hun ved at afsløre familiens hemmelighed nu vil få en mor, der er der for hende, skærmer hende, giver hende troen på og følelsen af, at Holly betyder alt. At hun som mor vil være der for sin datter. De følelser bliver koldt og afvisende gjort til skamme med den klassiske »Hvad er det dog, du har gjort?«

Morens reaktion er måske meget menneskelig, når man sætter sine egne behov over sine børns og bevidst lukker øjnene for mistrivsel og svigt. Jeg ved det ikke. Èn ting ved jeg dog: Når man som barn eller ung endelig tager mod til sig og fortæller verden uden for, hvad der egentlig foregår bag facaden, så håber man, at der er nogen, helst ens mor, der lytter og tager en alvorligt.

Mon min skole dengang i 1980´erne ville have reageret, hvis jeg havde løftet fligen for, hvordan hverdagen så ud i min familie langt ude på landet i V. Velling, hvor vold, ydmygelse, social kontrol og psykisk sygdom var en del af hverdagen? Jeg tror det næppe. Tegnene fra 3 ud af 5 skolesøgende børn må have været der, men ingen reagerede. Det håber jeg, de ville gøre i dag.

DR sætter vigtigt tema om børns mistrivsel og samfundets ansvar under lup

DR spiller på, at vi som seere reelt ikke ved, om Holly taler sandt. Er hun blot en såret teenager med et spirende ungt sind, der har svært ved at forlige sig med, at hendes mor har en kæreste og en seksualitet? Lyver hun for at få opmærksomhed? Tog danskstilen overhånd, så fantasi blandede sig med karaktererne i hendes hverdag?

Jeg kan ikke forestille mig, at en public servicekanal som DR i en dramaserie, der sendes i den bedste sendetid, har tænkt sig at køre situationen så langt ud, at vi efter sidste afsnit sidder med en socialrådgiver, der har overreageret og en ung pige, vi har fundet ud af, vi ikke kan stole på. Det ville være imod tidsånden og alt det, den offentlige debat, inklusive Mette Frederiksen, har fokuseret på siden Frederiksens nytårstale, hvor hun kundgjorde, at hun stillede sig på børnenes side og var ”børnenes minister.”

Selvom jeg sikkert igen får kvalme og ondt i maven, så er jeg taknemmelig for, at DR tør fokusere på de svære emner. Sikkert er det, at jeg sidder klar foran skærmen næste søndag og håber, at Holly får et smil på læben, og at hendes lillebror får skinnen af sin brækkede arm.