Det er et show, men det virker

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Så fik Mette Frederiksen med sin åbningstale sat gang i det nye folketingsår.

Det var da vildt, som hun fik kastet rundt med trusler om bøder på 10.000 kr., som kan afbetales via fratagelse af folks dyre jakker, ure eller mobiltelefoner. Derudover snakkede hun om 30 dages fængselsstraf og om at sætte kriminelle beboere ud af deres lejelejlighed. Sidst men ikke mindst snakkede hun om at udelukke folk fra at deltage i nattelivet i op til to år, hvis man begår vold og får en dom.

Man kan synes, lige hvad man vil om disse stramninger, men det er da en smule tragikomisk at se, at 21 år efter, at den daværende socialdemokratiske statsminister, Poul Nyrup Rasmussen, ved sin åbningstale i 1999 sagde til DF, at de aldrig ville blive stuerene, kan man nu i 2020 høre en ny socialdemokratisk statsminister sige, at fortidens udlændingepolitik har været en fejl. Hun kunne ligeså godt have sagt: “tillykke med fødselsdagen, DF.” Der er godt nok sket meget i løbet af de sidste 21 år.

Selvfølgelig har denne del af åbningstalen fyldt allermest, da udlændingedebatten bare har sin helt egen specielle plads iblandt politikerne og journalisterne, men også iblandt en stor del af befolkningen.

Hvis nu vi skulle prøve at fokusere på noget helt andet ved folketingsåbningen, så synes jeg i hvert fald, at det er meget gammeldags og meningsløst, at hele dagen starter med en gudstjeneste for folketingsmedlemmerne. Hvad i alverden har religion og Gud med folketingsåbningen at gøre? På samme måde virker det malplaceret, at kongehusets medlemmer bliver modtaget af Folketingets Præsidium og dernæst ført ind i Folketingssalen.

For mig virker det hele som ren symbolik, og det handler egentlig om at spille på folkets religiøse og fædrelandsfølelser. Det havde sin plads engang for mange år tilbage, men i nutidens verden er det forældet og burde ikke fremstå som en vigtig del af det demokratiske show.

Jeg bliver dog nødt til at tilføje, at det fortsat virker. Der findes desværre en masse mennesker, som æder det hele råt. Det er også derfor, at der ikke er blevet ændret ved måden, hvorpå det hele foregår.

Ved at deltage i en gudstjeneste har man nemlig tilfredsstillet den del af befolkningen, som har et religiøstbehov, og ved at have kongefamilien med til åbningen har man tilfredsstillet dem, som har brug for at få dækket deres fædrelandsfølelsesbehov. Sidst men ikke mindst får man tilfredsstillet den resterende del af befolkningen via statsministerens åbningstale efterfulgt af åbningsdebatten med resten af Folketinget.

Det giver os nemlig troen på, at der bliver debatteret og snakket om landets udfordringer, og måske giver det os håb om, at politikerne muligvis finder en løsning på tingene. Dette er på trods af, at vi ikke stoler på dem. De ender i hvert fald altid i bunden af listen med faggruppernes troværdighed.

Jeg vil dog vove at påstå, at problemet stikker dybere, da vi heller ikke tror på et alternativ til dette system, hvor vi faktisk efterlader landets styring gennem et valg hver fjerde år til mennesker, som vi i bund og grund ikke stoler på. Det er den virkelighed, som nogle har skabt til os, og vi fortsætter bare med at gå i denne retning, vi får fortalt, er den eneste rigtige retning, vi skal gå. Vi ved, at noget er galt eller forkert, men vi fortsætter, som vi har gjort indtil videre.

Noget andet, vi også kunne fokusere på fra åbningstalen, kunne fx være statsministerens snak om klimaet. Den gik primært ud på at fortælle, hvad regeringen allerede har gjort, og hvad regeringen kan og vil gøre for at reducere CO2-udslippet. Talen mindede meget om klimaminister Dan Jørgensens salgsvideo om klimaet, hvor han fortæller, at klimaforandringerne er alvorlige, at vi skal gøre noget ved dem, at vi allerede kan se konsekvenserne, og at vi kan bekæmpe klimaudfordringerne m.m.

Dette bliver bare sagt samtidig med, at alt fortsætter uden ændringer.

Både statsministeren og klimaministeren kunne i stedet for starte med at være ærlige og fortælle os alle sammen, at uden fundamentale ændringer af vores hverdag kan vi intet ændre. Min påstand er, at så længe vi har dette forbrugsdrevne og vækstorienteret økonomiske system, kan vi selvfølgelig ikke redde planeten. Det vil kræve så enorme ændringer af vores liv, at mange nok ikke vil være med i kampen om at redde planeten.

Måske er det også derfor, at statsministeren kan snakke om, hvor godt regeringen allerede har klaret sig på dette område og slynge en masse tal i luften i håb om, at vi bare køber det hele og i god tro efterlader kampen til politikerne.

Hvad skulle vi helt almindelig dødelige også kunne stille op med klimaudfordringerne eller de mange andre udfordringer? Vi rejser os op, når vi bliver bedt om det, og vi sætter os ned, når det bliver sagt, at vi skal sætte os ned. Derudover har de kloge folk også strikket et fint folketingsåbningsprogram sammen, som får dækket hele befolkningens behov. Vi får Gud, kongehus/fædreland og demokratiet i én samlet pakke. Der er noget for enhver smag. Hurra hurra!!

Derfor kammerater, på med arbejdstøjet og fortsæt som hidtil. Vi skal stille os tilfredse med status quo.