Ligestillingsminister Mogens Jensen tænker totalitært – giver kedelige mindelser fra fortiden
Mogens Jensens udtalelser om kritikere af Lotte Rod er ikke et demokratisk samfund værdigt.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Det kan desværre ikke overraske, at stormtropperne mod sexisme ofte har et ideologisk sindelag, der får en til at tænke på meget lidt attråværdige styreformer. Mogens Jensen – bl.a. minister for ligestilling – har åbenbart ingen hæmninger overhovedet i den retning.
Som svar til dem, der på de sociale medier har kritiseret De Radikales Lotte Rod for hendes smertefulde erfaring med Morten Østergaards hånd på bemeldte Lotte Rods lår, udtaler Mogens Jensen f.eks.:
”Denne uacceptable tilsvining af Lotte Rod er endnu et bevis på at sexisme findes i for stort omfang.”
Og Mogens Jensen fortsætter på facebook:
”Alle ledere må tage ansvar for samværspolitik, hvor sexisme er no-go med klare konsekvenser og at krænkede har et trygt sted at henvende sig.”
Vi tager den lige i langsom gengivelse. Mogens Jensen, minister i regeringen Mette Frederiksen, siger, at det er socialt uacceptabelt at sætte spørgsmålstegn ved, om det er i orden, at man næsten ti år efter en påstået forulempelse kan være stærkt medvirkende til at vælte en leder for et politisk parti.
Mogens Jensen siger reelt, at ingen nogensinde må være kritisk over for en person, der påstår at have været udsat for en seksuel tilnærmelse, uanset hvor længe siden det måtte have været.
Mogens Jensen ophøjer således krænkelsen – i praksis kvinders krænkelse – til noget religiøst, en helligdom, som ikke kan antastes. Sådan tænker kun mennesker, der ønsker, at dissidenter fryses ude i kulden og ikke længere kan deltage i den offentlige samtale.
Jens Rohde – den halvstuderede røver, nu medlem af Folketinget for Det Radikale Venstre – sidder og flæber for åben mikrofon, mens normale mennesker krummer tæer. Den åndelige teenager Iben Maria Zeuthen holdt hus til.
Det her er vaskeægte bindegalt. Rationelle mennesker skal pine død tage det mest rablende lal alvorligt. Mogens Jensen, Jens Rohde og Iben Maria Zeuthen forsøger af al magt at påtvinge samtlige mænd og kvinder i Danmark deres syge syn på forholdet mellem kønnene, på almindelig retsstatstankegang og på åndsfriheden. Sidstnævnte, åndsfriheden, skal pronto annulleres, hvis det står til ministeren, til flæberen og til lillepigen.
Kunne vi ikke bede om, at en voksen snarest kommer til stede?