Overmennesker kommer marcherende

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

»Jeg synes ikke engang, det er sjovt,« skrev den folkekære børnebogsforfatter Jakob Martin Strid på Facebook efter Morten Østergaards exit. »Jeg synes simpelthen, at det er sygt. Og uhyggeligt. En hånd på et lår for 11 år siden – som der er givet undskyldning for (…). Det er, som om synderen ikke længere er et menneske.«

Sygt, ja. Uhyggeligt, ja. Men måske er det ikke så overraskende, at sagen eksploderer i netop Radikale Venstre, det fineste fine abstrakte, principielle luftskib i dansk politik. Strid er på sporet, men uden at vide hvorfor: De Radikale består nemlig ikke blot af mennesker som du og jeg, men af overmennesker, renere end vand, sne og kokain; skabninger for hvem en fremmed altid er en ven, du ikke har mødt, og en hånd på låret er en hånd på låret uanset kontekst, bagatelgrænse, undskyldning, tilgivelse og forældelsesfrist.

Hos De Radikale bliver kampen mod sexchikane taget 100 pct. bogstaveligt. Er der kropskontakt, er der kropskontakt, reglerne er ligesom i basket, i hvert fald hvis det kommer frem i pressen. Så falder mors hammer. Idealet er, så vidt jeg kan se, det friktions- og fejlfri møde mellem kvinder og mænd i lykkelig adskillelse: kvinden øverst, manden nederst. Vi har talt og talt om det mandlige blik i kunst, kultur og politik, hvor manden er normen og kvinden den Anden.

I virkeligheden forholder det sig omvendt, hvis man er radikal. Så ser man verden med kvindens blik. Så snart en hvid mand nærmer sig, skifter det moralske trafiklys fra grønt til gult. Er der berøring, bliver det rødt. Kan der fremskaffes en samtykkeerklæring, skifter trafiklyset tilbage til grønt. Hvor svært kan det være at forstå?

Nu er det så Sofie Carsten Nielsen, der bestemmer. Hun er renere end alle mænd i partiet, i særdeleshed renere end forgængeren Martin Østergaard, renere end konkurrenten Martin Lidegaard, der i et interview til partiavisen Politiken måtte indrømme, at han for nogle år siden var kommet for tæt på en kvinde på dansegulvet og derfor ikke er formandsegnet. Herre jemini.

Det er ikke spøgelser, der vælter ud af de radikale skabe, det er bagateller, der afgør, hvem der bestemmer i det parti, som desværre er nøglen til de 90 afgørende mandater i dansk politik. Nej, det er ikke sjovt, det er tragikomisk. Det radikale blik skal angivelig forhindre sexchikane. I stedet medfører det en uhørt seksualisering af det sociale liv.

Derfor er det også noget amerikansk vås at hævde, at Morten Østergaard svigtede offentligheden ved ikke at berette, at han engang lagde sin ulækre hånd på et lår, der ikke tilhørte ham selv. Den slags bagateller er vi andre ikkeradikale helst fri for at høre om, for som sognepræst Katrine Winkel Holm har været nødt til at minde både mænd og kvinder om, er offentligheden ikke en skriftestol, men en offentlighed. Med den præcise fortsættelse: »Vi nærmer os de amerikanske tilstande, vi altid har set ned på.«

I kender baggrunden, men lad mig rekapitulere. Krænkelsesindustrien, der blev født i små lukkede rabiate akademikermiljøer i USA og Canada, importeret til Europa af postmoderne disciple, især fra Frankrig, og snart udnyttet af herboende muslimer, som mente at være ofre for snart det ene, snart det andet, og som slet ikke kunne holde ud at bo i Danmark, er muteret til en generel virus i medier og tidsånd. Er man ikke krænket, er man ingenting.

Er man ikke et offer, kan man godt glemme alt det der med at gøre en forskel. Vil du frem i verden, så se at blive krænket. Krænkelsesindustrien har aldrig været større og stærkere end nu.

Det er denne virus, der har lagt landets pureste parti ned, bedst som partitoppen syntes at bestå af lutter overmennesker, og det står alt sammen i grel kontrast til det parti, der var engang.

Man kan sige meget om forgængere som Erik Scavenius og hans såkaldte neutralitetspolitik, om typer som Baunsgaard, Helveg Petersen og Jelved, men der var noget kedeligt og indimellem sagligt over deres politik. De pustede sig sjældent op, sprang ikke rundt som lopper i tang, de var ikke ideologiske fantaster som de ubesmittede babyansigter, vi nu ser føre sig frem med blanke øjne og renskurede fordringer.

Deres forgængere var langt hen ad vejen husmænd, der boede langt fra hovedstadens dyreste kvadratmeter og dertilhørende selvvigtighed. Husmandsånden føles som meget længe siden. MeToo har for alvor gjort Radikale Venstre radikalt, og partiet er – for nu at sige det, som det er – uegnet for voksne.