Efter Morten Østergaard: På vej mod amerikanske tilstande i dansk politik?

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Jeg er lykkelig over at vores politiske kultur ikke er som den amerikanske, hvor jagten på smuds ofte overskygger den politiske substans. Gamle sager får nyt liv i høringer i Kongressen, hvor dommere eller politikere i times må redegøre for intime detaljer fra deres privat liv – ofte mange årtier tilbage. Det er ikke kønt og ikke specielt befordrende for tilliden til det politiske system, hvor ingen af de to sider har noget at lade den anden høre.

Det har skabt et giftigt politisk klima, hvor det er nærmest umuligt at samarbejde og hvor polemik og personangreb skygger for det meste.

Det er farligt at bruge et ”men” i debatten om krænkelser, sexisme og #metoo. Nøjagtig, som man med det samme bliver udskreget som svagpisser, hvis man bruger ”men” i debatten om ytringsfrihed. Jeg gør alligevel forsøget, med alle de forbehold der overhovedet kan tænkes.

For selvfølgelig skal der gøres op med en kultur, hvor nogle har følt at de har kunnet tillade sig hvad som helst overfor kvinder. Mange af de eksemplar der bliver nævnt er ikke blot langt over stregen, de er også utvivlsomt i strid med straffeloven. Det skal naturligvis bremses og de ansvarlige hænges til tørre i offentligheden. Ingen tvivl om det.

Men, og nu kommer det berygtede ”men”: Vi bliver nødt til at trække vejret og overveje, hvor langt vi vil gå og hvilke konsekvenser det har.

Lige nu kæmper de politiske partier med at finde kandidater til kommunalvalget. Her tjener Morten Østergaards sortie som et effektivt skræmmebilleder for dem, der frygter at en politisk opstilling er lig med risikoen for at blive trukket igennem søllet. Så hellere lade være! Og det får vi hverken bedre politikere af, ej heller politikere med renere samvittighed.

Jeg har ingen adkomst til at vide, hvad der er foregået på Radikales gruppemøde i Den Sorte Diamant, ej heller hvad der muligvis er foregået på et dansegulv til landsmødet hos de Radikale.

Jeg sidder imidlertid tilbage med en bekymring for, hvad det kan betyde for vores demokrati og for det samarbejdende folkestyre, hvor substansen traditionelt set har fyldt det meste. Skal vi nu til at opleve en evig jagt på fortidens smuds? Det skaber kun et mere giftigt politisk miljø og det gavner i hvert fald ikke opgøret med de krænkelser, som desværre har fundet sted alt for lang tid i det politiske miljø uden at det har haft konsekvenser.

Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at det kan være vanskeligt at trække vejret dybt, når pressen ruller den store væg-til-væg dækning ud, men det er nødvendigt. For vores demokrati og folkestyres skyld. Vi må aldrig ende i en situation som den USA står i, hvor de politiske fløje ikke kan tale sammen, fordi personangreb er blevet det politiske omdrejningspunkt. Den vej kan vi hurtigt komme til at betræde, hvis vi ikke tænker os om og lader pulsen komme lidt ned.