Den grænseoverskridende samtale kan få os til at rykke sammen – og videre
»Det er sgu ikke lige den slags snakke, jeg plejer at have med mine kunder,« sagde taxachaufføren til museumsdamen.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Forleden kørte jeg i taxa. Jeg satte mig ind på bagsædet, mens jeg klemte metalbøjlen på mundbindet fast om næsen. Jeg hilste på chaufføren – en yngre, mørk mand med let accent – og gav adressen til hans gps-klare fingre.
Det var faktisk ret grænseoverskridende for mig at snakke om mig selv på den måde.
Vi vendte de sædvanlige coronafloskler og smittespredningens betydning for vores arbejde. Da han hørte, at jeg arbejder på museum,…