Radikale Venstre vælter regeringen

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Ja, det burde jo faktisk have været overskriften i juni 2020. For Morten Østergaard havde slået det stort op. En stemme på De Radikale, og så ville man sikker på at regeringen blev holdt fast. Hvis ikke regeringen leverede…. Ja, så ville De Radikale trække støtten.

Og budskabet var klart fra Morten Østergaard. Han tonede frem i alle de store medier, hvor han direkte adspurgt, om de Radikale trækker støtten til regeringen, hvis aftalen ikke er på plads inden 5. juni: »Ja. Så kan vi ikke se os selv i øjnene, og så er fundamentet for regeringen væk.«(Berlingske 26/2)

Morten Østergaard blødte dog lidt op for kravet grundet corona og gav regeringen frem til sommerferien. Der kom ikke en klimaplan og handlingsplan før 5. juni. Den kom heller ikke før sommerferien. Ja, den er først lige ved at være på trapperne. Så regeringen kaldte altså de Radikales bluff.

Det skal dog ikke forhindre Morten Østergaard og Co. i at fortsætte ned ad samme vej. Så nu er de fremme med truslerne igen. Nu er der så sat en ny deadline, som hedder finansloven. Og hvis regeringen ikke levere inden da, så må vi alle forstå, at så trækker De Radikale støtten. Jo, jo…..

Det er både sjovt og skræmmende at se hvor lidt partierne lærer af hinanden og historien. Kan I huske Liberal Alliance? Deres konstante trusler viste sig at være ren bluff, og reelt blot et redskab for at nogle få mennesker kunne få deres personlige ambitioner om ministerbiler opfyldt.

Det er fint for dem, men partiet bliver ødelagt, og vælgernes dom har indtil videre været benhård overfor disse partier.

Et ultimatum er kun effektivt, hvis andre rent faktisk vurderer, at man er villig til at trykke på knappen. Det var De Radikale så ikke, og for hver ny trussel, så skader de reelt set nu mest af alt sig selv.

Prisen bliver i hvert fald højere og højere, hvis de ikke trykker på knappen. Måske laver de en LA’er? Jeg har godt nok kun været i folketinget i et år, men hvis der er noget som karrierepolitikerne sigter efter og drømme om, så er det at blive minister. Og når man har været, så handler det meste om at komme dertil igen. Om dette er blevet styrende for Morten Østergaard, vil tiden vise.

Hvis man kan huske processen op til regeringsrokaden i 2016, så er der en del sammenfald. Måske ser vi en genopstået S, RV, SF regering. Ja, hvem ved… måske vil Pernille Skipper også med. Hun står til at forlade folketinget efter næste valg, så hvis hun skal nå noget, så skal hun rykke nu, eller skifte parti.

Der er selvfølgelig også et valg. Selvom jeg personlig vil hilse et sådanne velkommen, så tror jeg næppe på den mulighed. I hvert fald ikke her i efteråret. Årsagen er corona. Hvem vil tage ansvaret for den potentielle risiko, der ville være ved at afholde et valg her til efteråret? Nej, vel? Mette Frederiksen vil ikke, og det skal derfor komme fra støttepartierne.

SF gør det ikke. Enhedslisten er godt nok igen også ude at true med at vælte regeringen. Men den fortælling har vi ligesom også hørt før. De er heller ikke klar. For hvis der kommer valg, så er det ikke Pernille Skipper, som skal stå i spidsen, da hun jo nu ikke kan opstille igen. Enhedslisten skal derfor vælge en ny leder, og denne skal lige have tid til at finde sig selv i rollen. Det vil derfor være et vildt sats, hvis de trækker tæppet under regeringen på nuværende tidspunkt.

Og så er vi tilbage ved De Radikale. De har faktisk to argumenter for at gøre det. Dels er der hele klimadagsordenen, hvor der udspiller sig en kamp om blandt en del partier. Ingen har formået at tage førertrøjen på, men alle ønsker det. At tage et såkaldt klimavalg ville kunne sætte det parti, som trykker på knappen i førertrøjen hos den del af befolkningen, som sætter klimadagsordenen øverst.

Men det er også risikofyldt. For måske er denne dagsorden ikke så fyldende ude i befolkningen mere. Folk er bange for at miste deres arbejde. Mange unge har mistet det. Grete Thunberg er tilbage i skole. Det vil også give en vild slåskamp internt i rød blok, som vil kunne rykke vælgere tilbage over midten.

De Radikale har dog en sag mere. Der er en potentielt kæmpe bombe i beskæftigelse. Regeringen har fastslået, at det er De Radikales definition af begrebet, som er gældende. Det betyder, at når Arne får sin pension, så er man oppe på et minus tæt på 10.000 i beskæftigelsen. I forståelsespapiret står det tydeligt, at det skal modsvares med tiltag, som får det i balance igen. Det var vigtigt for De Radikale. Det betyder reformer. Reformer, som venstrefløjen vil have meget svært ved at spise.

Så måske er en kombination af disse to nok til at De Radikale mener de kan drage fordel af et valg.

Man skal passe på med at spå om fremtiden, da man kan komme til at se så frygtelig dum ud bagefter. Et valg er selvfølgelig en mulighed, men det kan også ende i en bunke tilkendegivelser om at man vil kigge på nogle aftaler. Hvis der er noget som politikerne er mestre i, så er det at sparke svære beslutninger til hjørne.

Så her kommer min spådom. Vi ser et lettere kaotisk forløb, hvor partierne forsøger at maksimere deres medietid, og så har De Radikale enten stemt for finansloven eller rykket sig ind i ministerbilerne.

Vi andre kan så sidde og ryste lidt på hovedet over at se historien gentage sig fra sidste valgperiode.

Lige på den her, tager jeg dog hjertens gerne fejl.