Ny børnekoran med Muhammedtegning udkommer

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Man må ikke længere tegne Muhammed, ham profeten, du ved nok. Eller det vil sige: Teknisk set må man godt. Du skal bare ikke vise tegningen til nogen – og slet ikke offentliggøre den.

Det sidste er også blevet sværere og sværere i Vesten. Ingen aviser, magasiner (bortset fra franske Charlie Hebdo) – og da slet ingen dameblade eller herreblade – ønsker den slags i deres liljehvide spalter. Det er simpelthen for farligt. Altså ikke for Muhammeds eftermæle, men for ham eller hende, der drister sig til at tegne den gamle feltherre og kolonialist.

Derimod må man godt skrive lidt om Muhammed. Ikke for meget, men lidt. Måske nogle år endnu, måske helt indtil 2040, men så slutter det formentlig også. Rigtig godt er det omvendt, hvis man skriver pænt om den lærde profet og alle hans gode gerninger og om, hvor vigtigt det er, at alle respekterer alle overalt og altid multimeget med regnbueflag og LGQTB+/-%¤#”!&

Det sidste plejer godt nok at være en tilsnigelse. Muhammeds efterkommere havde og har det ikke nødvendigvis med at respektere alle overalt og altid multimeget, slet ikke hvis de tilfældigvis er vantro eller kvinder eller jøder eller kristne eller homoseksuelle. Sker det alligevel, er det snarere undtagelsen end reglen.

Nu er der så kommet en koran mere på dansk. Nej, det har du sikkert ikke hørt. Sagen er for længst blevet tysset ned af Ritzau. Men den danske publicist Kåre Bluitgen har i al ubevågenhed sat sig ned og sørget for, at danske børn fremover kan læse Koranen under titlen De skyggefulde haver og udgivet den på sit eget forlag.

Han har, og nu bliver det interessant, også fundet en illustrator. Det var næsten umuligt. Men tilsidst fandt han én ovre i Staterne. Bosch Fawstin, det kalder han sig, er vokset op som muslim, men er nu ateist. Altså, en frafalden. Det er de værste! For fem år siden vandt denne slyngel en konkurrence i USA om at tegne profeten – jeg ved ikke, om der var andre deltagere – men da han skulle modtage prisen, blev han angrebet af islamiske terrorister. Til alles overraskelse overlevede han.

Jeg har endnu ikke haft tid til at læse den nye børnekoran. Jeg ved ærligt talt heller ikke, om jeg orker. Jeg er trods alt en voksen mand på, siden i går, 52 år, og sidst jeg læste Koranen, tog det mig helt præcist 356 dage og nætter, og ude på den anden side af denne mørke tunnel af snævertsyn måtte jeg sætte mig ned og skrive bogen Mig og Muhammed (2010) for at få det bedre, og den blev jeg (heller) ikke særlig populær på. Sur charlatan, svarede Politiken, altså med adresse til mig, ikke Muhammed.

Hvordan portrætteres han så, Muhammed, på disse tegninger?

Jeg kan faktisk kun finde én af Muhammed. Han ligner en fjoget tegneseriefigur, hvilket han mildest talt ikke var, omgivet af fem nøgne, yngre kvinder i blåt måneskin med billedteksten: »Muhammed, ud over dine slavinder må du have alle dine mange hustruer. Dette er udelukkende en særlig rettighed for dig. Den gælder ikke for nogen anden muslim.« Teksten refererer til en af særreglerne for den heldige kartoffel.

Hvad så med de andre tegninger?

Altså, hans herre, også kaldet Allah, ligner en ondsindet ayatollah. Martyrerne i Paradis, som også pryder bogens forside, ligner en flok gangstere omgivet af sortklædte kurtisaner lidt i stil med dem fra Tjenerindens fortælling.

Et spørgsmål mere: Hvorfor har Kåre Bluitgen nu i flere omgange brugt al den tid på Koranen? Jeg ved det ikke. Jeg vil tro, mammutarbejdet bunder i et ønske om at oplyse danskerne om Koranen. I forordet til denne udgave konkluderer han:

»Koranen handler først og fremmest om at dele menneskene op i to. I troende og vantro. I retfærdige og uretfærdige. I dem, der underkaster sig Gud, og dem, der ikke gør. Kort sagt: i dem, der skal i Paradis, og dem, der skal i Helvede.«

Dette er præcis, hvad mange af troens repræsentanter i Europa beskylder europæerne for at gøre i dag: at opdele i dem og os. Det ved Kåre Bluitgen naturligvis godt. Er det i sidste ende deres hykleri, han vil afsløre?

I så fald giver det hele mening. Måske især for børn.