Kasper Støvring er ukorrumperet konservativ, og det passer dårligt ind i tidens tern og en mediebranche, der har udskiftet ånd med underholdning
Danskerne er tålmodige drømmere, og jeg forstår dem ikke altid. Så stille, de kan være. Tilsyneladende tilfredse. Og dog.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Vejret skifter ustandselig i Danmark. Det gør det også i Kasper Støvrings vandringsbog ”Dansk natur. Fortællinger om vejr og sind”, der udkom tilbage i august, men endnu ikke er anmeldt i de borgerlige aviser. Støvring kan sin danske litteratur og trasker rundt i den midtsjællandske idyl, hvor han bor, ser på træer, fugle, søbred, men også ledes i fristelse og ser ned på sin konkrete næste – »et par grønlige katteøjne, der funkler på en stikkende måde«, ja, »det er næsten som om de øjne i sig selv gøder et fjendskab mellem os« – før han Martin A. Hansen’sk forsones med det store under, der hedder Gud, på en træbænk i Sorø Klosterkirke og pludselig føler en stærk samhørighed med de lokale.
Selv om Kasper Støvring bliver bedre og bedre med alderen, har han – og det siger jeg ikke kun, fordi han er min ven – stedse sværere ved at finde professionelt fæste. På universitetet vil de ikke røre ham med en ildtang, fordi han allerede tidligt led af den skavank, at han både var konservativ og for dygtig. I den liberale mediebrance, der kalder sig borgerlig, men altid løber med det politiske korrekte og ungdommeligt omstillingsparate, har han i snart mange år været på tålt ophold. Læserne holder af ham, redaktørerne gør ikke. Til trods for at tidsånden muligvis er blevet lidt mere konservativ i de senere år, bevæger danske medier, kulturinstitutioner og erhvervsliv sig i den modsatte retning og omfavner de nyeste tendenser inden for identitets- og minoritetspolitik.
Måske er det derfor, Kasper Støvring søger ud i skov, krat og buskads og beskriver den pure sne, tøbruddet, drømmeagtige søer og de lyse nætter, rige på ungdommens bekymringsløse latter. Men der er så at sige ugler i mosen: havet, mørket, blæsten over det flade land, regnen, tågen, døden. Jeg har muligvis en enkelt gang gjort lidt grin med forfatterens lyriske tone, men det var venligt ment, for han kan bruge øjnene og skriver som et vidne fra et fjernt århundrede.
Danskerne er drømmere. Men også tålmodige, og ligesom Støvring forstår jeg dem ikke altid. Så stille, de kan være. Tilsyneladende tilfredse. Og dog. Der banker en puls i dem, ofte hemmeligt. Vi kan sammenlignes med vand. Vandet er både frugtbart, men det er også dødbringende. Vi har hang til både optimisme og selvmord. Er det vandet i os? Livets vand? Det minder om noget fra en drøm: »Piletræerne hælder sig over søerne, og luften er stribet med krydret duft fra jordbunden og det stillestående vand. Solens lys er ligesom drukket ind i skovens mørke stammer, men selve den lyse sommernat hvælver sig som en spinkel, gennemsigtig klokke af glas over den fjerne idyl.«
Meget af den danske natur, bogen beskriver, synes forladt. »En række både ligger for sig selv og vugger vemodigt i vinden«. Et sted ude på havet lyder et »tudende horn fra en fjern færge, der aldrig synes at ankomme«. Hvor er danskerne mon henne? Hvad venter de på? Det er ikke til at sige. Vi er en gåde for andre såvel som for os selv. Støvring citerer digteren St. St. Blicher: »Er ikke al vor kundskab hernede stykkevis? Er ikke al vor visdom dunkel?«
Om mænd på min egen alder ved vi, at mange flokkes på landevejen på deres carbonlette cykler, og at de bestemt ikke venter på nogen, men hvad med de andre mænd – og kvinderne? Mange af dem går rundt med snuden nede i en mobiltelefon. Øjenkontakt med en kvinde ved et busstoppested? Glem det. Hun er på Tinder. Vi er et åbent folk med alt, hvad det indebærer, og vi har overgivet os til den digitale teknologi med en villighed, end ikke tech-giganter turde fantasere om.
Når Kasper Støvring vender tilbage til sit hus, er det for at stå tidligt op en vintermorgen. Her drikker han sin kulsorte kaffe uden mælk og sukker i sit kølige arbejdsværelse på størrelse med et kosteskab og skriver sine ting i strid med tidens magthavere i journalistik og politik. Med ham bliver mørket levende, sjælene oprejses, og Romantikken får plads ved siden af rationalismen, så vi bedre forstår kontrasterne i vores åndshistorie og ser, hvad der runder os som folk.
Vi er ikke et californisk æble, selv om mange går rundt og tror det, men æbler fra egen høst; vi er stadig præget af forfædrenes måder at tænke, opleve og organisere samfund på, og Støvring viger ikke tilbage fra udtryk som »forbindelsen til den lange, ubevægede tid« og »sansen for dybe sammenhænge«. Tonen er ukorrumperet konservativ, og det er naturligvis derfor, Kasper Støvring passer dårligt ind i tidens tern og en mediebranche, der har udskiftet ånd med underholdning.
Bogen kan læses forfra og bagfra, det er lige til at blive opløftet, trist og besnæret af, fordi den er skrevet af en observatør, der tør gå ind i naturen, tro sine egne øjne og skrive uden at tænke på de sociale konsekvenser. Aha, en forfatter. En rigtig forfatter.